»Kære Ivanka:« Stjerner bag Instagram-kampagne rettet mod præsidentens datter
Kampagnen opfordrer Ivanka Trump til sikre, at separerede migrantfamilier bliver genforenet.
SAN FRANCISCO
En stribe amerikanske stjerner, herunder skuespiller og komikeren Amy Schumer samt tv-vært og komiker Chelsea Handler, har iværksat en Instagram-kampagne rettet mod Ivanka Trump for at få præsidentens datter til gå ind og rydde op efter hendes fars fejlslagne migrantseparationspolitik.
Stjernerne udnytter, at Ivanka Trump følger dem på Instagram og skriver på den måde direkte til hende.
De opfordrer hende i et fælles brev til at sikre, at de migrantfamilier, som stadig er separeret, bliver genforenet, og at der bliver sat en endelig stopper for det »racistiske, inhumane og samvittighedsløse misbrug.«
De kræver også, at hun fra sin position som officiel rådgiver til præsidenten arbejder for, at USA’s minister for national sikkerhed, Kirstjen Nielsen, bliver fyret, eftersom det var Nielsen, der var ansvarlige for at gennemføre den kontroversielle politik.
»Kære Ivanka,« begynder det åbne brev, der henviser til et interview til mediet Axios, hvor præsidentdatteren i torsdags kaldte separationspolitikken et lavpunkt og slog fast, at det var noget, som hun var »voldsomt imod.«
I brevet griber stjernerne fat i, at Ivanka talte om problemet i datid.
»Men denne krise fortsætter,« lyder det:
»På nuværende tidspunkt er 572 børn ikke blevet genforenet. Omkring 400 forældre er blevet deporteret uden deres børn. Der har været flere anklager og seksuel og psykisk misbrug i detention,« fortsætter brevet.
Det Hvide Hus har ikke reageret på kampagnen, som også støttes af stjerner som den britiske supermodel Cara Delevingne, modeentreprenøren Sophie Amoruso og forfatter, vært og modeskaber Alexa Chung.
Også Ivanka er forblevet tavs. I interviewet med Axios sagde hun dog også, at illegal migration er kompleks, og at USA, som et retssamfund, skal passe på ikke at skabe en situation, som motiverer flere til tage risikoen og krydse grænsen ulovligt til USA.
»Dette er ikke lette emner. De er meget svære, og som resten af landet, reagerede jeg stærkt på det,« sagde Ivanka.
Præsident Donald Trump stoppede i juni separationspolitikken, efter at den udløste ramaskrig fra både højre og venstre. Men trods en domstolsordre om at forene alle familier igen senest med udgangen af juli, sidder mange børn stadig i børnelejre uden at vide, om eller hvornår de ser deres forældre.

