Fortsæt til indhold

Christiansborg er klar med hjælpepakke til landbruget på 380 millioner kroner

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er nu enige om en hjælpepakke til landbruget efter sommerens tørke. Landbruget kalder pakken for »skuffende«.

Politik

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er fredag morgen blevet enige om en hjælpepakke til de danske landmænd til en samlet værdi på 380 mio. kr.

Pakken er netop blevet præsenteret i Finansministeriet af finansminister Kristian Jensen (V) og partiernes forhandlere.

Årsagen til hjælpepakken skal findes i sommerens tørke, fortæller finansminister Kristian Jensen.

»Den ekstraordinære tørke i sommer rammer ikke kun den enkelte landmand, men hele samfundet, fordi vi mister eksport og arbejdspladser. Flere landmænd står i en situation, hvor de mangler likviditet til at betale regninger. Derfor er jeg glad for, at vi har samlet politisk opbakning til en hjælpepakke, så landmændene får lidt bedre muligheder for at betale deres regninger, og så vi ruster dem til at klare fremtidige tørkesituationer,« siger han.

Landbrugspakken indeholder fem konkrete initiativer.

Bl.a. fritages landmændene for produktionsafgifter i 2019, ligesom der bliver oprettet en tilskudsordning til jordfordeling næste år.

Som en del af pakken har partierne bag aftalt, at de næste år vil stikke hovederne sammen, når landbrugets tab for i år er endelig opgjort.

»I den forbindelse vil aftalepartierne overveje, om der er behov for yderligere initiativer på baggrund af en samlet vurdering af landbrugets økonomiske situation,« skriver Finansministeriet.

Hos landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer betegner man hjælpepakken som et »skuffende resultat«.

»Vores politikere har haft viljen, herom kan der ikke herske nogen tvivl. Desværre kan jeg også bare konstatere, at EU-regler og bureaukrati i ministerier og styrelser har umuliggjort en ordentlig løsning for nu,« siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Artiklens emner
Landbrugspolitik
Socialdemokratiet