Nordirlands største producent bakker Mays brexitplan op
Den britiske premierminister, Theresa May, får nu opbakning til sin brexitaftale fra den største producent i Nordirland, flyproducenten Bombardier.
Det er topchefen for den nordirske afdeling af den canadiske koncern, Michael Ryan, der siger, at han kan leve med det mest omstridte element i brexitudkastet - den såkaldte backstop-plan - der handler om, at Storbritannien bliver i en toldunion med EU, indtil en handelsaftale er på plads. Og at den aftale er at foretrække frem for ingen aftale, siger han ifølge Bloomberg News.
- Som forretningsmand er aftalen af foretrække, da det er den mindst belastende, siger Michael Ryan.
Bombardier-fabrikken importerer 25 pct. af alle de komponenter, der bruges til at bygge fly med, fra Storbritannien og 40 pct. fra EU. Fabrikken beskæftiger næsten 4000 mand og står for omkring 10 pct. af den samlede industrieksport fra Nordirland.
/ritzau/FINANS