Politik
0

Robert Mueller varsler detaljer om Trump-rådgiveres rolle i Rusland-undersøgelse

Robert Mueller vil komme med oplysninger om, hvordan præsidentens tidligere rådgivere har hjulpet eller hindret efterforskningen.

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller. Foto: AP/J. Scott Applewhite

Den særlige undersøger og tidligere FBI-chef Robert Mueller vil fredag komme med nye oplysninger om præsident Donald Trumps tidligere betroede rådgivere, Michael Cohen og Paul Manafort, som er hvirvlet ind i den store Rusland-undersøgelse.

Det oplyser Muellers kontor ifølge Reuters.

De nye oplysninger skal handle om, hvordan Trumps mangeårige advokat, Michael Cohen, har samarbejdet. Desuden vil Mueller komme med detaljer om, hvorfor Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, er blevet anklaget for at bryde en tilståelsesaftale og lyve over for efterforskerne.

Robert Mueller undersøger mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg og ikke mindst Donald Trumps valgkampagne i 2016.

Mueller beskyldte allerede i november offentligt præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort for at have løjet over for efterforskere i forbindelse med Rusland-undersøgelsen.

Paul Manafort havde ellers indgået forlig med Robert Mueller, hvor han lovede at samarbejde med efterforskeren, og dermed har han brudt forliget, hvis han har løjet. Robert Mueller har meddelt, at han vil overgive Paul Manaforts forligsbrud til en domstol i Washington.

Manafort blev tidligere i år dømt for skatteundvigelse og flere andre former for svindel i en sag, Robert Mueller havde gravet frem som en del af Rusland-undersøgelsen.

Hvad Michael Cohen angår, erklærede Trumps tidligere advokat sig i november skyldig i at have løjet over for Kongressen om planer om et Trump Tower i Rusland. Muellers kontor ventes fredag at fælde dom over Michael Cohen.

Tidligere i december kom det frem, at præsident Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, var kommet med »omfattende« bidrag til Ruslands-undersøgelsen. Det betyder, at Michael Flynn kan slippe for fængselsstraf.

»Den tiltaltes beslutning om at erklære sig skyldig og samarbejde har formentlig påvirket andre vidner med førstehåndsviden til at gøre det samme,« lød det dengang i et notat fra Robert Mueller.

Præsident Trump har flere gange luftet sin irritation over sine tidligere rådgivere, som nu hjælper Robert Mueller, og kaldt undersøgelsen for en »heksejagt« mod sin person, orkestreret af Demokraterne.

Robert Mueller blev i 2001 af daværende præsident George W. Bush udnævnt til leder af FBI. En stilling, han beholdt indtil 2013.

I 2017 blev han udnævnt til at lede den særlige enhed, der skulle undersøge »enhver sammenhæng eller/og samarbejde mellem den russiske regering og individer med tilknytning til præsident Donald Trumps valgkampagne«.

BRANCHENYT
Læs også