Politik

Tidligere undervisningsminister træder ind i DR's bestyrelse

Christine Antorini skal sammen med blandt andet Kristeligt Dagblads chefredaktør sidde i DR's bestyrelse.

Den tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) bliver medlem af bestyrelsen i DR. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der bliver flere nye ansigter, når DR's bestyrelse træder sammen i det nye år.

Et af dem bliver den tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S), der er blevet indstillet af Socialdemokratiet.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Den tidligere minister valgte i september at træde ud af Folketinget og takke ja til en direktørpost i et videnskabeligt læringscenter under Novo Nordisk-fonden ved navn Life.

Hun erstatter Trine Gregorius som Socialdemokratiets medlem i bestyrelsen.

Antorini bliver ikke det eneste tidligere medlem af Folketinget, der sætter sig i bestyrelsen. Venstre har indstillet Karen Rønde, der fra 1998 til 2001 var medlem for Venstre.

Hun har ligesom Antorini en fortid som vært på DR2-programmet "Deadline".

Et andet nyt ansigt bliver den ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager.

Han er ligesom journalist og forfatter Arne Mariager indstillet af kulturministeren.

For første gang har Alternativet også fået mulighed for at indstille et medlem af DR's bestyrelse. Valget er faldet på Zakia Elvang.

Hun er i dag blandt andet bestyrelsesmedlem i centrum-venstre tænketanken Cevea og direktør i Wedodemocracy.

Enhedslisten og Liberal Alliance har begge indstillet samme medlem som i sidste periode.

Dermed sidder henholdsvis jurist og tidligere folketingsmedlem Line Barfod og antropolog Dennis Nørmark i bestyrelsen i fire år mere.

Dansk Folkeparti har også genindstillet teologen Katrine Winkel Holm.

Den nye bestyrelsen sidder fra 2019 til og med 2022.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også