Prominent debatprofil og direktør skifter job
Kristian Weise, direktør i tænketanken Cevea og kendt debattør, skal fra februar lede Oxfam IBIS’ sekretariat i København.
Centrum-venstre tænketanken Cevea skal have ny direktør.
Kristian Weise, der har siddet på posten i Cevea gennem en årrække, skifter i stedet til en stilling som generalsekretær i ngo’en Oxfam IBIS, oplyser ulandsorganisationen i en pressemeddelelse.
»Mit arbejde med politik, økonomi og samfundsudvikling har i bund og grund handlet om, hvordan lande udvikler sig, og flere mennesker får mulighed for at leve bedre liv. Oxfam IBIS er det perfekte sted at fortsætte det arbejde. Jeg vil gå til jobbet som generalsekretær med både stor ydmyghed og en overbevisning om, at jeg kan være med til at gøre en vigtig forskel,« siger Kristian Weise.
39-årige Kristian Weise, der har en bachelorgrad i økonomi og filosofi fra Copenhagen Business School og en kandidatgrad i politisk sociologi fra London School of Economics and Political Science, har stået i spidsen for tænketanken Cevea siden 2011.
Han har i medierne markeret sig som en fremtrædende debatør og har bl.a. også været fast debattør og kommentaror på Finans.
Kristian Weise har tidligere arbejdet som sekretariatsleder for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet og politisk rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, samt som international konsulent for LO og politisk analytiker for den internationale fagbevægelses samarbejdsorganisation ITUC.
»Kristian Weise nyder stor anseelse og har en stærk faglighed på de dagsordener, som er centrale for Oxfam IBIS – især kampen mod global ulighed og arbejdet for at sikre verdens svageste adgang til indflydelse og ressourcer. Samtidig er han en dygtig og visionær leder og mener, ligesom Oxfam IBIS, at kernen i positiv forandring er at engagere og uddanne mennesker til at skabe forandring,« siger Christian Damholt, formand for Oxfam IBIS. om ansættelsen.
Oxfam IBIS er den danske gren af den internationale ngo-organisation Oxfam International. Organisationen har særligt fokus på uddannelse i Latinamerika og Afrika.
Kristian Weise starter i sin nye stilling til februar.