Politik
0

Milliardinvestering i Københavns Lufthavn skal udbygge førerposition

Regeringen vil investere 2,5 mia. kr. i 2.000 ekstra parkeringspladser og to nye togperoner ved Københavns Lufthavn.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Den øgede kapacitet skal styrke lufthavnen i kampen mod Arlanda i Stockholm og samtidig sikre, at SAS rangerer lufthavnen i København som sin foretrukne hub.

Det skriver Børsen.

- Udvidelsen af Københavns Lufthavn Station handler om at sikre, at Københavns Lufthavn er attraktiv for alle nuværende og fremtidige luftfartsselskaber i lufthavnen. Forbedring af adgangsvejene til lufthavnen sikrer et større passageropland og kommer således alle luftfartsselskaber i lufthavnen til gode, uanset om disse er SAS, Norwegian eller Easyjet, forklarer transportminister Ole Birk Olesen (LA) til Dagbladet Børsen.

Den planlagte investering er en del af regeringens hovedstadsudspil, og transportministeren tror ikke, at lufthavnen kan nå sit mål om 40 mio. passagerer, hvis ikke togkapaciteten udvides. I 2018 var der 30,3 mio. passagerer i Københavns Lufthavn.

Der er dog nogen vej, inden udvidelserne kan blive en realitet. Transportministeriet vurderer, at projekterne kan sendes i udbud og myndighedsbehandles fra 2020 til 2022, mens opførelsen kan ske fra 2022 til 2025.

BRANCHENYT
Læs også