Fortsæt til indhold

Trump jubler: Undersøgelse frikender ham for ”aftalt spil” med Rusland

Donald Trumps kampagne samarbejdede ikke med Rusland i 2016, konkluderede den særlige undersøger Robert Mueller, men rapportens tvetydige formuleringer åbner for fortsat politisk strid i Washington

Politik

WASHINGTON

Efter 22 måneders undersøgelser har den særlige undersøger Robert Mueller konkluderet, at der ikke var tale om aftalt spil mellem Rusland og Donald Trumps valgkampagne i 2016.

»Den særlige undersøger fandt ikke, at Trump-kampagnen stod i ledtog med, eller koordinerede med, den russiske regering i dennes aktiviteter for at påvirke valget,« lød det i en fire sider lang sammenfatning af rapporten sendt til retsudvalgene i Senatet og Repræsentanternes Hus.

Dermed er den megen spekulation om direkte bånd mellem Trump og Rusland efter alt at dømme lagt i graven, selvom den korte sammenfatning, underskrevet af Donald Trumps justitsminister William Barr, ikke rutter med detaljerne.

Hvad angår et andet hovedspørgsmål i efterforskningen, er rapporten fra Mueller tilsyneladende noget mere tvetydig.

Den særlige undersøger, der afleverede sin rapport til Justitsministeriet sent fredag dansk tid, har således ikke selv konkluderet, om præsidenten har lagt efterforskningen hindringer i vejen.

I stedet har Mueller, ifølge brevet fra Barr, beskrevet argumenter for og imod en sådan opfattelse og overladt det til Justitsministeriet at drage de juridiske konklusioner.

»Mens denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten begik en forbrydelse, så frikender den ham heller ikke,« lød det i Mueller-rapporten.

Justitsministeren vurderer imidlertid, efter konsultationer med vicejustitsminister Rod Rosenstein, der har fulgt undersøgelsen tæt, at der heller ikke i denne sammenhæng er basis for at rejse tiltale.

De to har »konkluderet, at beviserne, der er indsamlet i løbet af den særlige undersøgers granskning, ikke er tilstrækkelige til at fastslå, at præsidenten har begået en overtrædelse for at påvirke sagens gang,« lød det i brevet fra Barr.

Det Hvide Hus jubler

Donald Trump, der gennem hele sin præsidentperiode har været plaget af beskyldninger om mulig medviden i forhold til den russiske indblanding i valget, udlagde søndag rapporten som en klar sejr.

»Der var ikke tale om aftalt spil, og der er ikke lagt undersøgelsen hindringer i vejen. Det er den mest latterlige ting, jeg nogensinde har hørt,« sagde Trump til amerikansk tv fra en flyveplads i Florida, hvor han har holdt weekend.

Donald Trump delte sin glæde over en "total og fuldstænig frikendelse" før han søndag eftermiddag lokal tid forlod Florida med kurs mod Washington. Foto: Kevin Lamarque/Reuters

»Justitsministeriets konklusioner er en total og fuldstændig frikendelse af USA’s præsident,« lød det i en pressemeddelelse fra Trumps pressechef Sarah Sanders.

En række republikanske toppolitikere var hurtigt ude med lykønskninger til præsidenten.

»En god dag for retsstaten. En fantastisk dag for præsident Trump og hans folk,« tweetede senator Lindsey Graham.

Demokraterne i Kongressen, der havde sat deres lid til, at en skarpt formuleret rapport fra Mueller i yderste konsekvens kunne danne baggrund for en rigsretssag mod Trump, kræver nu hele den omfattende rapport offentliggjort.

»Det er klart og tydeligt, at den særlige undersøger, Mueller, ikke frikender præsidenten, og vi må høre fra justitsminister Barr om, hvordan han har truffet sin beslutning, og se alt det underliggende bevismateriale, så den amerikanske befolkning kan få alle fakta at vide,« sagde Jerrold Nadler, den demokratiske formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, ifølge New York Times.

En af det demokratiske partis profiler, senator og præsidentkandidat Bernie Sanders udtrykte det mere fyndigt på Twitter: »Jeg vil ikke have et sammendrag af Muellers rapport. Jeg vil have hele den pokkers rapport.«

Det fremgår ikke tydeligt af Barrs brev, hvor meget af rapporten, der vil blive offentliggjort, og hvornår dette i givet fald vil ske.

Her er den fire sider lange sammenfatning:

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Robert Mueller