Theresa May beder om ny udskydelse af brexit
Storbritannien gør klar til at afholde valg til Europa-Parlamentet, fordi landet måske ikke når ud af EU i tide.
LONDON
Premierminister Theresa May beder nu endnu engang EU om at udskyde brexit.
Den britiske exit fra EU var i forvejen udskudt fra den 29. marts til den 12. april, men da Underhuset heller ikke i overtiden har kunnet blive enig om en løsning, beder May nu igen om mere tid. Denne gang til den 30. juni med mulighed for, at briterne forlader EU før, hvis en aftale kommer på plads tidligere.
Samtidig gør Storbritannien klar til at afholde valg til Europa-Parlamentet i slutningen af maj.
Det er EU, der bestemmer, om briterne får lov at udskyde brexit. Siger EU nej, så skal briterne forlade EU næste fredag uden en brexit-aftale. Scenariet kaldes ”no deal”-brexit og forventes at skabe kaos.
Anmodningen om udsættelse sker i et brev til formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.
»Jeg skriver derfor for at informere Det Europæiske Råd om, at Storbritannien søger en yderligere forlængelse af den periode, der er givet under artikel 50(3) i Den Europæiske Unions Traktat,« skriver May med henvisning til EU’s regler om, at man har en periode på to år til at forhandle en udmeldelse af EU på plads.
Den periode kan forlænges, men kun hvis alle de 27 tilbageværende EU-lande siger ja. Særligt Frankrig under præsident Emmnauel Macron har på det seneste været skeptisk overfor endnu en udskydelse.
EU har krævet en klar retning fra Theresa May, før hun kan få en endnu en udskydelse. Fra EU’s side vil man være sikker på, at man ikke bare giver mere tid til en diskussion, som alligevel ikke rykker sig.
I brevet forklarer May, at regeringen forhandler med Labour om en løsning, og hvis dette ikke ender i et resultat, vil hun give Underhuset nogle klare valgmuligheder, som parlamentsmedlemmerne kan vælge imellem. Regeringen lover at følge Underhusets beslutning, hvis oppoistionen på forhånd vil love det samme.
Med en ny udskydelse kan den i forvejen lange vej til brexit endnu længere. Her kan du læse om, hvordan det hele begyndte med en tale fra David Cameron i 2013:
En ny udskydelse indeholder en væsentlig sandsynlighed for, at Storbritannien alligevel skal deltage i valget til Europa-Parlamentet i slutningen af maj – næsten tre år efter, at et flertal af vælgerne i juni 2016 stemte for at forlade EU.
Den 12. april er sidste frist for at meddele, om man afholder valg til Europa-Parlamentet, og derfor satte EU ved den sidste forlængelse netop den 12, april som deadline. EU gav en mulighed for, at brexit kunne blive den 22. maj, men kun hvis May hurtigt fik sin brexit-aftale stemt igennem, og det skete ikke.
Tiden til maj kunne briterne så bruge på at få tilpasset den britiske lovgivning til brexit-aftalen. Dette kan ikke ske, før aftalen er godkendt. Og aftalen er blevet nedstemt tre gange, ligesom alle alternative brexit-løsninger også er blevet nedstemt.
Nu går Storbritannien i gang med at forberede et valg til Europa-Parlamentet, oplyser Theresa May i sit brev. Blandt andet vil der blive sat en dato for valget, som skal finde sted tidligst torsdag den 23. maj og senest søndag den 26. maj. Medlemslandene - som Storbritannien stadig er et af - vælger selv blandt de fire dage.
Theresa May vil dog gerne have ret til at forlade EU før valgdagen og så afblæse valget.
Det er usikkert, om EU vil gå ind på den præmis, blandt andet fordi andre landes mandater i Europa-Parlamentet afhænger af, om Storbritannien skal beholde sine 73 pladser i parlamentet eller ej. Således får Danmark eksempelvis 13 pladser, hvis briterne er med i EU, men 14 pladser, hvis briterne er ude.
Hvis briterne har mulighed for at afblæse valget midt i det hele, så vil man f.eks. ikke i den danske valgkamp vide, om der er 13 eller 14 pladser på spil.
Tidligere i dag kom det frem, at Donald Tusk tilsyneladende vil anbefale de 27 regeringschefer at give Storbritannien en forlængelse på op til et år, dog med fleksibilitet til at gå ud tidligere i tilfælde af, at der opnås enighed om en løsning på britisk side: