Fortsæt til indhold

WikiLeaks-grundlægger overskred kautionsbetingelser

En domstol kender Julian Assange skyldig i ikke at have overholdt betingelser for kaution efter anholdelse.

Politik
/ritzau/

WikiLeaks-grundlægger Julian Assange er ved en domstol i London kendt skyldig ikke at overholde betingelserne for sin løsladelse mod kaution.

Det er kommet frem under et retsmøde torsdag eftermiddag. Om han skal udleveres til USA, skal retten først forholde sig til ved et retsmøde 12. juni.

Assange blev torsdag morgen anholdt af britisk politi, der med magt hentede ham på Ecuadors ambassade i London.

Den britiske indenrigsminister, Sajid Javid, oplyser, at politiet blev inviteret ind på ambassaden. Det skete, efter at Ecuador havde ophævet Assanges asyl.

Assange har været på Ecuadors ambassade siden juni 2012. Torsdagens anholdelse skete på baggrund af en anmodning fra USA om at få ham udleveret.

Det amerikanske justitsministerium har torsdag eftermiddag meddelt, at Assange i USA står anklaget for at have konspireret med den tidligere spiondømte Chelsea Manning om at hacke sig ind i en regeringscomputer. Hans forbrydelse kan medføre op til fem års fængsel.

De svenske myndigheder har tidligere ønsket Assange udleveret for anklager om voldtægt. Den anmodning blev trukket tilbage i 2017.

Storbritannien har dog fastholdt arrestordren på ham. Det skyldes, at WikiLeaks-grundlæggeren ikke overholdt betingelserne for løsladelse mod kaution, da han søgte tilflugt på ambassaden.

Tidligere på året kaldte Ecuadors præsident den 47-årige australier for et "nedarvet problem". Præsidenten sagde, at Assange har givet en del besvær for den ecuadorianske regering.

Udtalelsen kom, efter at Assange havde udtrykt støtte til Cataloniens bestræbelser på løsrivelse.

Ecuador gav Assange statsborgerskab i januar. Det var et mislykket forsøg på at sikre ham diplomatisk immunitet, så han kunne forlade ambassaden i London uden at blive anholdt af de britiske myndigheder.

På de sociale medier florerer der flere videoer af anholdelsen af Julian Assange.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Julian Assange