Politik

Samuelsen og Joachim B. er færdige i Folketinget

Liberal Alliances Joachim B. Olsen er på vej ud af Folketinget, da partiet mister mandatet i hans storkreds.

Joachim B. Olsen ser ud til at miste sin plads i Folketinget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Liberal Alliances store tilbagegang ved folketingsvalget rammer flere af partiets profiler.

Således er partiets leder, Anders Samuelsen, færdig i Folketinget, da partiet mister begge sine mandater i Nordsjællands Storkreds, hvor han er opstillet.

Det viser det endelige valgresultat.

Partiets finans- og udlændingeordfører, Joachim B. Olsen, ryger også ud. Det skyldes, at partiet mister sit ene mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor han er opstillet.

Liberal Alliance får fire mandater i Folketinget, hvilket gør partiet til det mindste sammen med Nye Borgerlige.

Liberal Alliance havde før valget 13 mandater, og partiet er dermed gået ni mandater tilbage.

Også partiets gruppeformand og politiske ordfører, Christina Egelund, ryger ud af Folketinget, da Liberal Alliance mister sit mandat i Nordjyllands Storkreds, hvor hun er opstillet.

Beskæftigelsesordfører Laura Lindahl (LA) er også færdig i Folketinget, fordi partiet mister sit mandat i Sjællands Storkreds. Det er den kreds, hun er opstillet i.

Det står også klart, at regeringsmagten skifter. Rød blok vinder folketingsvalget.

Dermed ventes Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, at få chancen for at danne en ny regering.

Socialdemokratiet går et mandat frem fra 47 til 48, men på landsplan går partiet fra 26,3 procent af stemmerne i 2015 til 25,9 procent i 2019.

Der er lagt op til svære forhandlinger for Socialdemokratiet. De Radikale, som stiller en række krav til Mette Frederiksen for at støtte hende som statsminister, er fordoblet i størrelse og har nu 16 mandater.

Også SF er fordoblet fra 7 til 14 mandater, mens Enhedslisten går et mandat tilbage fra 14 til 13 mandater.

Nye Borgerlige kommer i Folketinget med fire mandater. DF går 21 mandater tilbage og ender på 16 mandater.

De Konservative fordobler sit antal af mandater fra 6 til 12, mens Alternativet går fire mandater tilbage fra ni til fem.

Hverken Stram Kurs, Kristendemokraterne eller Klaus Riskær Pedersen kommer i Folketinget.

Foreløbigt resultat: Mandatfordeling

Senest opdateret kl. 00.15. Kilde: DR

Læs også