Politik
0

Demokrater får adgang til Mueller-beviser

Op til en høring om Mueller-rapporten går justitsministerium på kompromis og udleverer materiale fra Mueller.

Det amerikanske justitsministerium er gået med til at udlevere noget af bevismaterialet fra den særlige anklager Robert Muellers såkaldte Rusland-undersøgelse til demokratiske politikere i Kongressen.

Beviserne har at gøre med præsident Donald Trumps forsøg på at blande sig i Muellers efterforskning.

Retsudvalget i Repræsentanternes Hus får fortsat ikke udleveret den fulde og uredigerede rapport, som udvalgsformand Jerrold Nadler har bedt om.

Men de vil få adgang til notater fra afhøringer og andre beviser, herunder "førstehåndsberetninger om fejltrin", siger Nadler.

Det vil blive delt med medlemmer af retsudvalget, siger Nadler.

Justitsministeriet kom med meddelelsen, umiddelbart inden at retsudvalget mandag tog hul på en høring om, hvad man kan lære af Mueller-rapporten.

Blandt andet skal udvalget lytte til John Dean, et vigtigt vidne i Watergate-sagen.

Dean siger til CNN, at han ikke har spillet nogen rolle i Mueller-efterforskningen, men at han vil tale om ligheder med den skandale, der endte med at fælde præsident Richard Nixon.

Trump kritiserede på Twitter, at Demokraterne har indkaldt sådan et "kryb af en advokat".

Mueller har brugt knap to år på at undersøge, om der var en forbindelse mellem Trumps kampagnestab op til præsidentvalget i 2016, og om Trump forsøgte at blande sig i efterforskningen af dette.

Konklusionen var, at der ikke var beviser for et samarbejde. Derimod indeholder rapporten ti konkrete eksempler på, at Trump har forsøgt at blande sig i efterforskningen.

John Dean siger under høringen i Kongressen mandag, at der er ligheder mellem Mueller-rapporten og den såkaldte Watergate Road Map, hvor en særlig anklager i en "køreplan" udlagde sagen mod Nixon.

- Mueller har givet dette udvalg en køreplan, siger Dean.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også