Politik

Pia Kjærsgaard: Jeg stopper som Folketingets formand

Pia Kjærsgaard takker af som Folketingets formand, skriver hun på Facebook.

Pia Kjærsgaard stopper som Folketingets formand. Foto: Stine Bidstrup

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard vil fremover være menigt folketingsmedlem.

Det skriver hun på Facebook, hvor hun bekræfter, at hun efter fire år stopper som formand for Folketinget.

»Nu er jeg tilbage i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, og jeg ser frem til at komme i gang med det politiske arbejde. Der er nok at gå i gang med,« lyder det.

Det var ventet, at Folketinget ville få en ny formand efter valgresultatet, hvor Dansk Folkeparti mistede 21 mandater. Formanden skal have et flertal bag sig.

Som formand har Pia Kjærsgaard gjort sig bemærket flere gange. Bl.a. i februar under en debat i folketingssalen, hvor Enhedslistens Pelle Dragsted beskyldte Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti for at komme med racistiske udtalelser.

Til det svarede Pia Kjærsgaard:

»Det dér vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone. Tak. Værsgo.«

Da Pelle Dragsted valgte at sætte spørgsmålstegn ved formandens irettesættelse, lød det:

»Man diskuterer ikke med formanden overhovedet. Jeg vil godt bede om, at det bliver taget til efterretning. Tak.«

Det udløste en større debat om, hvorvidt irettesættelsen var på sin plads eller et udtryk for, at Pia Kjærsgaard ikke kunne adskille sine politiske holdninger fra sin post som formand.

Tonen på Twitter

I marts var det så Pia Kjærsgaards egen tone, som blev kritiseret, da hun bl.a. besvarede et tweet fra erhvervskvinden Stine Bosse ved at rette Bosses sprogfejl og skrive:

»Så fat det dog Stine Bosse og andre der ikke kan stave.«

Og da hun kort efter skrev et tweet, der blev opfattet som en latterliggørelse af kvinders kamp for ligestilling.

Adspurgt af Berlingske om ikke også hun selv har et ansvar for at holde den gode tone, sagde Pia Kjærsgaard:

»Det er helt klart min opgave som Folketingets formand, at det, der foregår i Folketinget, der skal vi holde os inden for reglerne. På de sociale medier er der et frisprog. Vi skal ikke gå hen og blive kedelige. Så jeg synes absolut, at der skal være et frisprog, når vi er på de sociale medier, og som sagt skal vi da også kunne drille hinanden.«

Den, der bestrider posten som Folketingets formand, har det overordnede ansvar for Folketinget, leder møderne i Folketingssalen og holder øje med, at reglerne i Folketingets forretningsorden bliver overholdt. Det indebærer, at folketingsmedlemmerne skal tiltale hinanden hr. og fru og tale ordentligt.

Flere har peget på Marianne Jelved (R) eller Henrik Dam Kristensen (S) som mulige bud, når der skal vælges en ny folketingsformand.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også