Italien er klar til at imødekomme EU for at undgå straf
Den italienske regering er parat til at finde 5,2 mia. euro i forventede forbedringer af sit 2019-budget, som skal være med til at undgå en disciplinær straf af EU for at have for høj gæld, skriver det italienske medie Il Sole 24 Ore torsdag ifølge Reuters.
Det italienske medie mener at vide, at forbedringerne består af forventede besparelser på planlagte investeringer på omkring 2 mia. euro og højere end ventede indtægter på 3,2 mia. euro. Det er altså disse penge, som den italienske regering vil bruge til at reducere sit forventede underskud.
- Den samlede pakke har en værdi på 5,2 mia. euro i 2019, og årets underskud vil være på 2,2 pct. af bruttonationalproduktet, skriver Il Sole 24 Ore blandt andet ifølge Reuters.
For en uge siden var Italiens gæld og budget også et stort samtaleemne, da EU-landenes finansministre mødtes i Luxembourg.
Her gjorde eurogruppens formand, Mario Centeno, det klart, at italienerne skal overholde deres forpligtelser, der eksempelvis omhandler ikke at have et alt for stort underskud eller en alt for stor gæld i forhold til landets bruttonationalprodukt.
I efteråret afviste EU-Kommissionen det budget, som Italien sendte til EU-godkendelse. Det var første gang til dato, at et EU-land fik afvist et budget. Italienerne måtte finde viskelæderet frem og rette tallene, inden det blev accepteret før jul.
Men problemerne stoppede ikke der. For EU-Kommissionen - og de øvrige EU-lande - mener fortsat, at Italiens budget er i strid med budgetreglerne.
Italiens regering anført af Femstjernebevægelsen og Liga vandt parlamentsvalget i 2018 på løfter om skattelettelser og mere velfærd til borgerne. De lovede at tage kampen op mod EU-kontrollen og de fælles budgetregler i unionen.

