Fortsæt til indhold

Nu er der kun tre tilbage i kampen om at afløse May

Boris Johnson fik igen flest stemmer, da parlamentsgruppen for fjerde gang stemte om at finde Theresa Mays afløser.

De tre tilbageværende kandiater fra venstre: Michael Gove, Boris Johnson og Jeremy Hunt. En af dem bliver ny premierminister. Foto: STF/AFP
Politik

LONDON

For fjerde gang blev Boris Johnson den store sejrherre i udskilningsløbet om at afløse Theresa May som premierminister og konservativ formand. Samtidig er endnu en kandidat skåret fra, så der nu kun er tre tilbage ud af de oprindelige 10.

Stemmetallet ved den hemmelige afstemning blandt de 313 konservative parlamentsmedlemmer blev:

Fhv. udenrigsminister Boris Johnson: 157

Miljøminister Michael Gove: 61

Udenrigsminister Jeremy Hunt: 59

Indenrigsminister Sajid Javid: 34

Blanke/ugyldige: 2

Som kandidaten med færreste stemmer må Sajid Javid forlade kapløbet. Han er søn af en fattig pakistansk indvandrer og ville, hvis han vandt, være blevet den første premierminister med asiatisk/muslimsk baggrund.

Indenrigsminiser Sajid Javid. Foto: Hannah Mckay/Reuters

Allerede i første afstemningsrunde røg feltets to kvindelige kandidater ud.

De tre tilbageværende kandidater, Johnson, Gove og Hunt, har i øvrigt alle gået på eliteuniversitetet Oxford.

I eftermiddag afholdes femte og sidste runde i parlamentsgruppens afstemninger. Der vil så være to kandidater tilbage, som partiets cirka 160.000 menige medlemmer skal vælge igennem.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Brexit
Boris Johnson