Fagbevægelsens bagland kræver pensionsløfte fra S indfriet
Retten til tidligere folkepension for nedslidte borgere er absolut topscorer i en rundspørge til over 200 valgte i fagbevægelsen. De vil fortsætte presset, mens FH sigter efter en trepartsaftale på området. DA afviser.
Den vigtigste opgave for en ny S-regering bliver at sørge for, at nedslidte kan få en tidligere folkepension – sådan som flere partier gik til valg på.
Det mener 67 pct. af de 216 medvirkende i en rundspørge, som Finans har foretaget blandt 26 faglige organisationer i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Det løfte må de indtil videre kigge langt efter, for det papir, partierne i rød blok tirsdag blev enige om, nævner ikke tilbagetrækning for nedslidte med et eneste ord.
»I forhold til vores medlemmer er det selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at tidligere tilbagetrækning ikke er med. Vi skal fortsætte med at lægge pres på, for vi kan ikke have, at man både smadrer efterlønnen, forringer Arbejdstilsynet og kræver, at man skal gå fra arbejdsmarked til sygesengen. Det hænger ikke sammen for nogen,« siger Henrik Fausing, formand for Metal i Horsens.
Kristian Gaardsøe, formand for FOA i Nordjylland, er også ærgerlig over, at teksten er fri for nedslidning. Han bemærker samtidig, at Mette Frederiksen har udtalt, at man vil arbejde videre med emnet.
»De er ikke i mål, men det tror jeg, de kommer, for der er så massivt et pres fra fagbevægelsen og fagbevægelsens medlemmer. Og det véd jeg, politikerne har hørt,« siger han.
Fællesformand for HK Østjylland, Jesper Thorup, synes, at den nye retning samlet set er god, men der skal gøres noget for de nedslidte.
»Jeg er med på, at man skal tælle til 90, og at De Radikale lavede en aftale med de borgerlige inden valget, men der er en udfordring med de nedslidte, når man sætter folkepensionsalderen så meget i vejret,« siger han.
Samtidigt er 82 pct. enig eller overvejende enig i, at man efter 40 års arbejde skal have lov at gå på pension, selv om man er rask og sund.
FH’s formand Lizette Risgaard er fortrøstningsfuld.
»Jeg har fuld tillid til, at Mette Frederiksen fortsætter kampen for en tidlig tilbagetrækning for de grupper, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har været der i mange år,« siger hun.
Hun hæfter sig ved, at statsministeren har talt om at indkalde arbejdsmarkedets parter for at se på tidligere tilbagetrækning i regi af trepartsforhandlinger.
Sådan en aftale har DA svært ved at se gennemført.
»Grundlæggende er vores tilgang, at der er behov for tiltag, som øger beskæftigelsen yderligere – og bestemt ikke for nogen, der trækker i den anden retning. Og derfor har vores holdning til spørgsmålet om differentieret pension naturligvis heller ikke ændret sig,« siger adm. direktør i DA, Jacob Holbraad.