Politik
0

Pia Kjærsgaard: »Så skrider det. Så kender vi radikal indflydelse igen«

Dansk Folkepartis udlændingeordfører har reageret på regeringsaftalen.

Dansk Folkepartis nye udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard tordner på twitter mod rød bloks regeringsaftale. Arkivfoto: Jens Dresling

Der gik ikke mange timer, før Dansk Folkepartis nye udlændingeordfører dumpede nattens politiske aftale, der sikrer Mette Frederiksen posten som statsminister for en Socialdemokratisk regering.

Pia Kjærsgaard har onsdag morgen tydeligt givet sit syn på flere punkter i aftalen. På Twitter skriver hun:

»Så skrider det. Kvoteflygtninge, flere ydelser til udlændinge, Lindholm bliver droppet, men ved ikke hvor kriminelle så skal være, ikke hjemsendelse men integration og i arbejde. Så kender vi radikal indflydelse igen«.

Her henviser hun blandt andet til, at rød blok er blevet enige om, at kriminelle udlændinge skal ud af Kærshovedgård, men ikke flyttes til øen Lindholm.

Især De Radikales leder, Morten Østergaard, har kæmpet en indædt kamp for at få et nyt flertal til at droppe at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm ved Kalvehave på Sjælland.

Morten Østergaard har blandt andet svømmet turen fra Lindholm til Kalvehave i protest mod planerne, som han mener er dyr "symbolpolitik", der ikke løser de reelle problemer.

Mette Frederiksen også gjort klar, at hun som ny statsminister igen vil åbne Danmark for kvoteflygtninge. Der dog ikke sat præcist antal på endnu. Men både i år og næste år skal Danmark tage kvoteflygtninge, oplyste De Radikales leder Morten Østergaard efter offentliggørelsen af aftalen.

Mette Frederiksen fortalte natten til onsdag, at partierne i aftalen holder fast i det såkaldte paradigmeskift, der fokuserer på hjemsendelse frem for integration.

Men aftalen indeholder også andre tiltag, som set fra Dansk Folkepartis synspunkt nok er i modstrid med paradigmeskiftet:

»Vi har set nogle eksempler på, at nogle flygtninge har mistet deres opholdsgrundlag, selv om de har et arbejde. Derfor giver vi nu en mulighed for, at en flygtning kan blive i Danmark, så længe de har det arbejde,« lød det fra Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, mener, at Pia Kjærsgaard bør se på de overordnede linjer i den nye regerings politik.

»Jeg vil opfordre Pia Kjærsgaard til at tage en dyb indånding. Hun kan glæde sig over, at alle de bærende søjler i den brede udlændingepolitik fortsat gælder. For eksempel reglerne for familiesammenføring, permanent ophold og statsborgerskab. Det er lige til at blive i sommerhumør af,« siger Mattias Tesfaye.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også