Simon Kollerup bliver ny erhvervsminister
Den unge thybo Simon Kollerup bliver ny erhvervsminister i Mette Frederiksens nye S-regering.
Det bliver den 33-årige nordjyde Simon Kollerup (S), der fremover kan indtage ministerkontoret i Erhvervsministeriet på Slotsholmen i det centrale København.
Det står klart, efter at Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen (S) har præsenteret sit nye ministerhold, der senere torsdag skal i audiens på Amalienborg.
Dermed kan erhvervslivet og landets finansielle virksomheder se frem til at skulle spille bold med en minister, der på trods af sin unge alder har otte års erfaring fra Folketinget. Simon Kollerup blev valgt ind i Folketinget ved valget i september i 2011 som kandidat fra Nordjyllands Storkreds.
Siden 2015 har han beklædt posterne som sit partis landbrugs-, fødevare- og fiskeriordfører, og netop den rolle har gjort Simon Kollerup til et kendt ansigt på den politiske scene.
Han har bl.a. markeret sig i sagen om de meget omtalte "kvotekonger", ligesom han har været med til at presse på for at uddele næser til Venstre-ministrene Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen for deres håndtering af en række sager på fødevare- og fiskeriområdet.
Simon Kollerup kommer oprindeligt fra Thisted, hvor han voksede op i en familie uden akademisk baggrund.
Som 14-årig meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og blev hurtigt en fremtrædende figur i Socialdemokratiets ungdomsorganisation.
Til gengæld er det en mand med begrænset erhvervserfaring, der nu indtager erhvervsministeriet.
Simon Kollerup var kun 25 år, da han første gang blev valgt ind i Folketinget og kunne kalde sig fuldtidspolitiker. Inden da havde han arbejdet som konsulent for Københavns overborgmester Frank Jensen (S), ligesom han også i en kort periode var pressechef for Socialdemokratiet i København.
Simon Kollerup, der blev uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2011, har desuden også været studentermedhjælper i Udenrigsministeriet.
Nøglerne til erhvervsministeriet overtager han fra den konservative Rasmus Jarlov – og Simon Kollerup kommer samtidig til at indtage en ministerpost, hvor den politiske tyngde har været stigende de senere år.
I årene efter krisen spillede ministeriet en nøglerolle i udformningen af en række vækstpakker til erhvervslivet, og seneste har diverse erhvervsministre haft travlt med at forholde sig til de sager om hvidvask, som har ramt den finansielle sektor, herunder Danske Bank.
Simon Kollerup bliver den første socialdemokratiske erhvervsminister siden Henrik Sass Larsen, der sad på posten i perioden 2013-2015.

