Politik

Statsledere forlader maratonmøde uden svar på jobkabale

Foto: CTK via AP Images

Efter over 18 timers forhandlinger, der blev indledt søndag aften, har EU's stats- og regeringschefer mandag eftermiddag afbrudt et forsøg på at løse en kabale om fordeling af topposter i EU.

EU-landene vil genoptage topmødet tirsdag klokken 11, skriver EU-præsident Donald Tusks talsmand, Preben Aamann, på Twitter.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, konstaterer efter mødet, at det tager tid, når "28 medlemslande kommer med forskellige idéer".

- Når vi har fået noget søvn, så er vi klar til at forsøge at finde et kompromis, siger Merkel.

EU-præsidenten vil ikke holde en pressekonference efter de resultatløse forhandlinger søndag og mandag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige stats- og regeringschefer har forhandlet og drøftet navne til flere topposter i forskellige konstellationer.

Det meste af natten gik med, at Tusk holdt møder med lederne en efter en. Mandag mødtes de til morgenmad klokken 8, og en skitse til jobkabalen blev diskuteret.

EU-kommissær Margrethe Vestager var en af flere brikker, der var på tegnebrættet, men danskeren optrådte ikke i en hovedrolle.

Der var imidlertid åbenlyse problemer med planen, der blandt andet ville gøre Kristalina Georgieva, som er administrerende direktør i Verdensbanken, til EU-præsident, mens Frans Timmermans skulle være kommissionsformand.

Skitsen med den bulgarske verdensbankdirektør på den vigtige post vakte opsigt.

Før topmødet om topposterne har EU-landene således sagt i klare vendinger, at posten som EU-præsident kun kan gå til en kandidat, der har været stats- eller regeringschef.

Det har Georgieva ikke. Hun har heller ikke været minister. Hun har en fortid som blandt andet EU-kommissær.

Forløbet med at sætte navne på de personer, som skal lede EU de kommende år, har stået på i over en måned.

EU-traktaten siger, at stats- og regeringscheferne skal nominere en person til posten som formand for EU-Kommissionen, mens EU-Parlamentet efterfølgende godkender denne ved en afstemning.

Det er således et samspil mellem de to institutioner. Stats- og regeringscheferne skal nominere en kandidat "under hensyntagen til" EU-valget, der blev holdt i slutningen af maj.

Det aktuelle topmøde er det tredje om topposterne siden slutningen af maj.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også