Politik

Italiensk journalist bliver ny formand i Europa-Parlamentet

Det blev i sidste ende favoritten David Sassoli fra Italien, som endte med at blive valgt til ny formand for Europa-Parlamentet.

Det socialdemokratiske italienske medlem af Europa-parlamentet David-Maria Sassoli. Foto: Vincent Kessler/Reuters

Den italienske socialdemokrat David Sassoli er valgt til formand for Europa-Parlamentet for to et halvt år. 

Det er resultatet af en afstemning onsdag eftermiddag i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Sassoli blev valgt i anden stemmerunde.

Dermed tegner sig et billede af det samlede hold af personer, der skal lede EU-institutionerne i de kommende år. Dog er ikke alle formelt godkendt, som det er tilfældet for Sassoli. 

Der var fire kandidater til formandsposten. Ud over italieneren var det tjekken Jan Zahradil fra den EU-skeptiske gruppe De Europæiske Konservative og Reformister (ECR). Han fik næstflest stemmer.

Nummer tre blev tyskeren Ska Keller fra De Grønne, mens venstrefløjsgruppens Sira Rego endte sidst. 

Sassoli blev set som favorit til formandsposten, da kandidatlisten blev kendt ved deadline for opstilling til valget tirsdag klokken 22.

Det skyldes, at den borgerlige gruppe (EPP) har sagt, at den støtter socialdemokraterne i valget. Det bekræftede lederen af EU-Parlamentets borgerlige gruppe, EPP, Manfred Weber, på et pressemøde i Strasbourg.

63-årige David-Maria Sassoli er fra centrum-venstre-partiet Partito Democratico. Han sidder i den store socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. 

Sassoli har en baggrund som journalist på aviser og tv, både som reporter og vært, i hjemlandet. 

Han har været medlem af Europa-Parlamentet i de sidste ti år, men er ukendt i den brede offentlighed. 

På Twitter skriver det danske medlem af parlamentet Morten Løkkegaard (V) til et billede af David-Maria Sassoli, at det formentlig er første gang, at mange mennesker ser og hører manden. 

David-Maria Sassoli stillede første gang op ved valget til Europa-Parlamentet i 2009. Han blev valgt ind med 412.502 personlige stemmer.

I 2012 og 2013 forsøgte han at blive borgmester i Rom, men det lykkedes ikke, da han kun fik næstflest stemmer. 

Han blev til gengæld genvalgt til Europa-Parlamentet ved valget i 2014, selv om han fik sit personlige stemmetal halveret. Efterfølgende blev han valgt som næstformand i parlamentet. 

Og selv om valget til Europa-Parlamentet i maj blev hans hidtil dårligste med 128.572 personlige stemmer, har han nu kurs mod sin hidtil mest prestigefyldte politiske post. 

I sin tale forud for onsdagens afstemning i parlamentet lagde David-Maria Sassoli vægt på, at han vil arbejde for et stærkere EU. 

Det kalder han en nødvendighed for at løse de udfordringer, der er på emner som klima og migration. 

- Vi skal i den kommende tid være fortroppen og lede de nødvendige og vitale forandringer, der skal gøre Europa stærkere og moderne. Det skal vi gøre i fælles tillid, som skal skabes mellem borgerne og Europas institutioner. 

- Det er præcis der, hvor vi skal sætte standarden højt. Det er der, hvor vores ambitioner, vores fokus og mod kommer i spil, for der er store forandringer på vej i form af klimaet, migration, social retfærdighed, økonomisk vækst, beskæftigelsesforhold, jobkvalitet og inklusion for alle, sagde David-Maria Sassoli. 

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også