Politik
0

Atomkonflikt: USA nægtede at tale med Iran ved G7-mødet

G7-lederne minus USA forsøger at mildne konflikten mellem Iran og amerikanerne.

De syv statsledere – her Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, (tv.) og USA’s præsident, Donald Trump, (th.) – er forsamlet i Biarritz til og med mandag. Søndag eftermiddag fik de overraskende besøg af Irans udenrigsminister, Mohammed Zarif. Foto: Jeff J. Mithcell/Reuters U.S. President Donald Trump and Britain's Prime Minister Boris Johnson hold a bilateral meeting during the G7 summit in Biarritz, France, August 25, 2019. REUTERS/Dylan Martinez/Pool

Irans udenrigsminister, Mohammed Javad Zarif, tog søndag eftermiddag på et surprisebesøg i Biarritz, hvor lederne fra G7-landene i disse dage er forsamlet, og hvor diskussionen om den iranske atomaftale står meget højt på dagsordenen.

Tidligere på dagen var det blevet oplyst, at regeringslederne under en sen middag lørdag var blevet enige om at sende G7-mødets franske vært, præsident Emmanuel Macron, i byen for at forsøge at få en dialog i gang, der kan mindske spændingerne mellem USA og Iran samt spændingerne i Den Persiske Bugt. Her har der været flere tilfælde af, at iranerne har opbragt olietankere, mens USA og Storbritannien har øget den militære tilstedeværelse.

Vi kan ikke forhindre, at andre taler med hinanden, men vi forsøger at finde en løsning på vores egen måde.

Donald Trump, USA’s præsident

Den amerikanske præsident, Donald Trump, der også er til stede ved G7-mødet, trak sidste år USA ud af atomaftalen med Iran. Den betød, at iranerne ikke måtte udvikle atomvåben, mod at handelssanktioner mod Iran blev ophævet. Efter at USA trak sig fra aftalen, har EU forsøgt at bevare den, mens iranerne formentlig er begyndt at berige uran over den grænse, som er fastsat i aftalen. Donald Trump mente dog ikke, at alle statslederne havde aftalt, at præsident Macron skulle forsøge sig med dialog med iranerne. Trump sagde, at han ikke havde aftalt noget med nogen under middagen.

Fortsætter kursen

Og fra Donald Trump lød det da også, at han ikke havde tænkt sig at ændre på USA’s hårde linje over for iranerne. Der var da sent søndag eftermiddag heller ikke tegn på, at den iranske udenrigsminister og den amerikanske præsident skulle holde møder i Biarritz, ligesom der ikke var bekræftede møder mellem iranske og amerikanske embedsmænd.

»Vi kan ikke forhindre, at andre taler med hinanden, men vi forsøger at finde en løsning på vores egen måde,« lød det fra præsident Trump, der har taget sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, med til Frankrig.

John Bolton har hele tiden rådgivet præsidenten til at bevare et »maksimalt pres« på Iran i form af øgede sanktioner, og i Europa ser man med bekymring på risikoen for en ny konflikt i Mellemøsten.

Strid om atomaftalen

I 2015 indgik Iran og Rusland, Kina, Storbritannien, USA, Frankrig samt Tyskland aftalen.

Den skal forhindre, at Iran udvikler atomvåben.

Irans lager af uran skal reduceres med 98 pct.

Til gengæld skal der ophæves sanktioner mod Iran.

USA opsagde i 2018 aftalen. Siden har der været spændinger mellem USA og Iran.

G7-landene er USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Canada, Japan og Italien.

Det eneste bekræftede møde var mellem Mohammed Javad Zarif og den franske udenrigsminister, Jean-Yve Le Drian, og franske embedsmænd oplyste til Reuters, at man håbede, at der kunne komme lidt skred i en dialog, hvis både amerikanerne og iranerne befandt sig under samme tag.

Den franske præsident har de seneste dage foreslået, at USA letter på sanktionerne mod Iran. Fra iransk side er den franske præsidents initiativ blevet modtaget med »et skridt i den rigtige retning«, men det var søndag aften uklart, om der ville kommet noget ud af udenrigsminister Zarifs besøg i Biarritz.

Under G7-mødet var der også en række bilaterale møder mellem statslederne. Størst fokus har der været på den britiske premierministers, Boris Johnsons, møde med EU-præsident Donald Tusk. Det er første gang, at de to mødes ansigt til ansigt, siden Boris Johnson blev premierminister.

Brexit-samtaler

På mødet gentog Boris Johnson sit standpunkt om, at man gerne vil have en brexit-aftale med EU, men det kræver, at det såkaldte irske bagstop pilles ud af den eksisterende skilsmisseaftale. Det har EU hidtil ikke villet, og Boris Johnson har så gentaget, at briterne forlader EU den 31. oktober uden en aftale.

I sidste uge sagde både Tysklands kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Macron, til Boris Johnson, at det var op til briterne at finde en løsning på grænseproblematikken, men også at – hvis det f.eks. skete inden for 30 dage – var EU-lederne parate til at drøfte spørgsmålet. Donald Tusk understregede over for Boris Johnson, at man stadig er klar til at mødes med briterne, men han sagde også, at alle medlemslande – herunder Irland – skulle være med på mulige britiske udspil.

Boris Johnson diskuterede også en ny handelsaftale med Donald Trump, som briterne har brug for ved et brexit. Efter mødet sagde Donald Trump, der støtter Johnsons brexit-bestræbelser, at der vil blive lavet den bedste handelsaftale nogensinde.

BRANCHENYT
Læs også