Politik

»Vi har brug for en kulturminister nu, der kan tale kulturen op«

På Kulturmødet Mors, der finder sted fra den 22. til den 24. august, deltager landets nye kulturminister, Joy Mogensen, i flere debatter og samtaler om, hvad de næste fire års kulturpolitik kommer til at byde på. Jyllands-Posten har spurgt kulturlivet, hvad det håber på.

Kulturminister Joy Mogensen var i juli på Roskilde Festival. Torsdag går turen til Mors. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Billedkunstnere, teaterfolk, dansere, gøglere, filmfolk og forfattere. Og museumsmennesker, politikere, musikere og en hel masse ”almindelige” borgere mødes fra den 22. til den 24 august i Nykøbing Mors, når byen for syvende gang er vært for det kulturelle folkemøde Kulturmødet Mors.

Over 48 timer mødes landets kulturelle spidser og borgere i et sammensurium af kulturoplevelser i form af koncerter, teater og litteraturoplæsninger og faglige debatter om kulturens rolle i samfundet. Sidste år tiltrak mødet mere end 24.000 gæster over de to døgn, og med årets bugnende program, som byder på mere end 550 arrangementer, ser intet ud til at blive anderledes i år.

Også landets nye kulturminister, Joy Mogensen, lægger vejen forbi, og det danske kulturliv venter spændt på at høre, hvad den nye ministers visioner for fremtiden lyder på.

Ministerens vigtigste opgave bliver en kombination af at få talt kulturen op i befolkningen og i det politiske spektrum.

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet

Per Smedegaard, der er direktør for Teatret Svalegangen i Aarhus og talsmand for SceNet, et samarbejdsnetværk blandt 26 teatre i Region Midt- og Nordjylland, håber, at den nye minister bliver markant anderledes end sin forgænger Mette Bock.

»Først og fremmest håber jeg, at vi får kulturens minister. I fire år har vi haft Finansministeriets forlængede arm, der skulle forvalte den økonomi, som kulturen har – det kunne være fantastisk, hvis vi i stedet får kulturens minister, som rent faktisk kæmper for kulturen,« siger Per Smedegaard.

Ifølge Per Smedegaard handler det om at få kulturen talt op.

»Vi har brug for en kulturminister nu, der kan tale kulturen op, fordi den sidste, uagtet hvad jeg tror var hendes intention, skabte en diskurs, der bare har talt den ned,« siger han.

Kultur skal længere ud

Og Per Smedegaard bliver bakket op af Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet.

»Ministerens vigtigste opgave bliver en kombination af at få talt kulturen op i befolkningen og i det politiske spektrum. Og det er jo klart, at det ikke er noget, hun skal gøre alene,« siger Rane Willerslev.

»Men hun kan sætte det som dagsorden, og så er det vores opgave at understøtte det,« siger han.

Kulturmødet Mors

Ligger i år den 22.-24. august.

Programmet starter torsdag kl. 13.00 og slutter lørdag kl. 14.00.

Mødet fandt sted første gang i 2013 og havde da 6.000 deltagere.

Siden er begivenheden vokset og havde i 2018 over 24.000 deltagere.

I år er der omkring 550 arrangementer over de godt 48 timer.

Arrangementerne er en blanding mellem debatter, talks og kulturoplevelser som musik, litteratur og teater.

Mødet styres af en privat organisation med udgangspunkt i Morsø Kommune og Region Nordjylland.

Ifølge Rane Willerslev står dansk kulturliv i en større legitimitetskrise. Danskerne er nemlig storforbrugere af kunst og kultur, men noget hænger ikke helt sammen.

»Alle analyser viser samtidig, at kulturen er det lavest prioriterede område på danskernes liste over, hvad de mener, man skal bruge ressourcer på,« forklarer han.

Derfor ligger der en stor kulturpolitisk udfordring i at synliggøre, hvor meget kulturen egentlig fylder i danskernes hverdag. Og så skal der stilles krav til, at kulturlivet, herunder gamle kulturinstitutioner som Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, når bredere ud, mener han.

»Kulturinstitutionerne bør have en forpligtelse til at bryde den sociale skævhed, som ligger i en del af kulturlivet. Skævheden skaber et grundlæggende legitimitetsproblem, som man bliver nødt til at arbejde bevidst med. Nationalmuseet har jo en rolle som sådan en samfundsunderstøttende institution, og hvis vi ikke kan lykkes med at få en bredere del af befolkningen ind, hvordan kan vi så være samfundsunderstøttende?« spørger han.

Reform eller ej?

På museumsfronten sidder også Flemming Just, der er formand for Organisationen Danske Museer. Han har nogle helt konkrete ønsker til den nye minister.

»I snart to år har det rumlet med en reform af museumsstøtten, og alle partier i den gamle regering gav udtryk for, at der var behov for en anden fordeling. Nu har vi brug for en afklaring, fordi det skaber stor usikkerhed i sektoren,« siger Flemming Just.

Desuden håber han, at kulturministeren snart vil be- eller afkræfte, om det omdiskuterede omprioriteringsbidrag, som siden 2016 har skåret ca. 437 mio. kr. af den statslige støtte til kulturinstitutionerne, bliver stoppet fra 2020.

»Men såfremt det fortsætter, vil man så tilbageføre midlerne til sektoren, således som Mette Bock gennemførte?« spørger han.

Men det skal handle om mere end økonomi og fordeling og omfordeling af midler, mener Per Smedegaard.

»Lad os nu komme op i helikopterperspektivet – lad os nu snakke om vigtigheden af kulturen. Hvad er det, kulturen bidrager til i samfundet? Vi har i alt for mange år forvekslet værdi med økonomi. Det må vi stoppe med,« siger han.

Det passer godt ind i Kulturmødet Mors’ nye treårige tema ”Culture Matters”, der netop i år udgør bagtæppet for et kulturmøde, som skal sætte fokus på kulturens samfundsrelevans – ifølge Rane Willerslev en af kulturlivets største udfordringer lige nu.

»Der er en generel bevidsthed i befolkningen om, at vi står over for nogle store udfordringer, herunder klimaforandringerne, og hvis man skal have legitimitet som kulturinstitution, så skal man vise, at man kan bidrage til at løse de udfordringer,« siger han.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også