Politik
BREAKING
0

Medie: Wammens kasseeftersyn viser hul på milliarder

Når finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag præsenterer regeringens kasseeftersyn, vil det sandsynligvis vise et stort hul i de offentlige udgifter.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Finansminister Nicolai Wammen (S) vil tirsdag på et pressemøde fortælle, at der er et hul i kassen til de offentlige udgifter på 3,5 milliarder kroner i 2020.

Det skriver Børsen, der har set en del af gennemgangen i den økonomiske redegørelse.

Mediet skriver, at beløbet vil stige frem mod 2023.

- Servicetjekket af de offentlige budgetter har vist, at der er pres på de offentlige budgetter i 2020 fra planlagte indtægter og tilpasninger af udgifter, der ikke er realiseret, skriver Finansministeriet ifølge Børsen.

- Desuden er der store bevillingsfald på politiet og Skatteministeriet, som der skal tages stilling til, samt fordyrelser og udgifter på en række områder, lyder det videre.

Børsen har ikke fået fat på Nicolai Wammen for en uddybende kommentar.

Efter at Socialdemokratiet oven på folketingsvalget 5. juni overtog regeringsansvaret fra VLAK-regeringen, har flere S-ministre meldt ud, at den tidligere regering har efterladt milliardregninger.

Kristian Jensen (V), som fra 2016 og frem til i år var finansminister i VLAK-regeringen, afviser udlægningen om, at den regering, han var en del af, efterlod mange store regninger.

- Det er næsten kun til at grine af. Når man kigger ned af listen, så er mange af de såkaldte ubetalt regninger jo aftaler, som Socialdemokratiet selv er en del af, siger han til Ritzau.

Den største post i kasseeftersynet er en forudsat midlertidig energiafgift, der skulle have indbragt mellem 0,9 og 1,2 milliarder kroner.

Ifølge Kristian Jensen var Socialdemokratiet selv med i aftalen, og han undrer sig derfor gevaldigt over, hvorfor denne post figurerer i regeringens kasseeftersyn.

- Der er ikke noget som helst i det, der ligger her, som jeg anerkender som en overraskende eller ubetalt regning, siger Kristian Jensen.

Han beskylder den nye regering for forsøg på at dække sig ind, inden de kommende finanslovsforhandlinger.

- Det er deres taktik, at når de ikke kan gennemføre deres valgløfter, så skal det dækkes ind under det, der kaldes kasseeftersyn, men som i virkelighedens verden bare er kendte oplysninger og aftaler, som de selv har været en del af.

BRANCHENYT
Læs også