Politik

Regioner ville bremse tilsyn, der kæmper for kræftpatienters sikkerhed

Topchef i regionerne har i kulissen orkestreret angreb på Styrelsen for Patientsikkerhed, viser mails.

I sagerne om mangelfulde brystkræftundersøgelser mener en topchef i Danske Regioner, at Styrelsen for Patientsikkerhed optræder som en "sherif, der skyder på det hele". Styrelsen har bl.a. kritiseret tre regioner for i strid med nationale retningslinjer at have undersøgt tusindvis af kvinder mangelfuldt for mulig brystkræft. Modelfoto: Stine Rasmussen.

Danske Regioner, der står for sygehusdriften i Danmark, har i kulissen indledt et angreb på Styrelsen for Patientsikkerhed for at stække tilsynet, som har til opgave at varetage patienternes sikkerhed på bl.a. sygehusene.

Det er sket, efter at styrelsen har kritiseret tre regioner for i strid med nationale retningslinjer at have undersøgt tusindvis af kvinder mangelfuldt for mulig brystkræft, stillet krav om genundersøgelse af de berørte kvinder og politianmeldt Region Sjælland og ledende medarbejdere i regionen.

Angrebet, der fremgår af bl.a. mails, er orkestreret af Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner. Han har trukket i trådene for at få andre aktører i sundhedsvæsenet til – sammen med regionerne – at gå imod Styrelsen for Patientsikkerhed, som efter hans opfattelse farer for hårdt frem. Han beskylder tilsynet for at kriminalisere læger og få dem til at forlade faget, fordi de føler sig »bortdømt«, for at overfortolke de retningslinjer, regionerne har brudt, og for på »uetisk« måde at udsætte kvinder for unødig og skadelig røntgenstråling med et krav om at genundersøge mangelfuldt undersøgte kvinder.

Det er udtryk for en syg embedsmandskultur

Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti

Styrelsen »optræder som ”sheriffen skyder på det hele”, uden at forholde sig til det faglige indhold,« skriver Erik Jylling i en mail til direktøren i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, hvor han beder organisationen dæmpe kritikken af regionerne.

Advokat Karsten Høj, formand for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret, siger:

»Det ser ikke kønt ud udefra. Det er udtryk for en uheldig kultur og meget problematisk, at regionerne på denne måde forsøger at kompromittere patienttilsynet.«

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er rystet over »forsøget på at miskreditere Styrelsen for Patientsikkerhed og lukke munden på Kræftens Bekæmpelse«.

»Det er udtryk for en syg embedsmandskultur,« siger hun.

Erik Jylling ønsker ikke at svare konkret på Jyllands-Postens spørgsmål. Patienttilsynet afviser hans kritik.

BRANCHENYT
Læs også