Politik

Henrik Sass Larsen trækker sig som statsrevisor

På Facebook skriver Henrik Sass Larsen (S), at han har sagt farvel til posten som statsrevisor.

Henrik Sass Larsen (S). Foto: Stine Tidsvilde

Henrik Sass Larsen (S) trækker sig fra posten som statsrevisor. Det skriver han i et opslag på Facebook. En post han har fået kritik for at beholde på trods af en længerevarende sygemelding.

Her skriver han også, at han er "tilbage på Christiansborg", men på nye betingelser og med nye omgivelser.

- Jeg har bedt om at få lov til at koncentrere min arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke, et område, som dem, der kender mig, ved, altid har haft min store interesse.

- Dermed også et farvel til posten som statsrevisor, skriver Henrik Sass Larsen på Facebook.

Han har ifølge samme opslag ikke yderligere kommentarer:

- Jeg skrev før sommer, at der ville være stille fra mig i tiden fremover - og det gælder fortsat, selv om jeg er glad for nu at være tilbage igen, skriver han.

Posten som statsrevisor udløser et honorar på 360.000 kroner om året og har været et fokuspunkt omkring Henrik Sass Larsen.

Tidligere i år skrev Ekstra Bladet, at han havde været fraværende ved mange møder og forsøgte uden held at få en forklaring i en længere periode.

Det ledte ind i et længere forløb, der endte med, at Henrik Sass Larsen meldte ud, at han sygemeldte sig 10. juni.

- Jeg har fortalt Mette Frederiksen, at jeg ikke står til rådighed fremover og har ligeledes orienteret min kreds om, at jeg ikke ønsker at være kandidat længere, skrev han på Facebook 10. juni.

Henrik Sass Larsen bad dog ikke om sygeorlov fra Folketinget og fortsatte dermed som fuldgyldigt, lønnet folketingsmedlem og statsrevisor.

Det oplyste Folketingets lovsekretariat til Ekstra Bladet i slutningen af august.

Derfor blev hans socialdemokratiske suppleant i Sjællands Storkreds, Tanja Larsson, ikke blevet indkaldt som stedfortræder.

Posten som statsrevisor er under Henrik Sass Larsens fravær blevet varetaget af Socialdemokratiets gruppeformand Flemming Møller Mortensen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også