Maskeforbud mødt med voldsbølge
Hærgende horder af sortklædte demonstranter smadrede butikker og satte ild til bygninger og kinesiske forretninger som reaktion mod forbuddet.
BANGKOK
Carrie Lams forsøg på at skabe ro i Hongkong med et maskeforbud blev mødt med en hidtil uset bølge af vandalisme, hærværk og ildspåsættelse.
De sortklædte demonstranter, som igennem de seneste måneder har reageret mere og mere voldeligt, gik amok fredag aften. Under nedtællingen til dekretets ikrafttræden ved midnat blev store dele af det centrale Hongkong forvandlet til en rygende krigszone af flammer og tåregas.
Tusinder af demonstranter smadrede alt, hvad de kom i nærheden af, og satte ild til butikker, offentlige bygninger og metrostationer. Værst gik det ud over kinesisk ejendom som de kinesiske banker Bank of China og China Construction Bank. Men også filialer af andre kinesiske forretninger som rejsebureauet China Travel Service blev stukket i brand.
Metrosystemet lukket
Hele metrosystemet blev lukket midt på aftenen, efter at både stationer og personale var blevet forulempet. Politiet evakuerede flere butikker, hvor tilfældige handlende var blevet fanget, da de hærgende horder drog forbi, mens de smadrede ruder og biler og kastede med molotovcocktails eller simpelthen satte ild til benzin, som de medbragte i plastikdunke.
Ordensmagten svarede igen med tåregas og knipler. En 14-årig dreng blev sidst på aftenen bragt til et hospital efter at været blevet såret af en pistolkugle.
I Højesteret forsøgte to af de gamle aktivister fra demokratibevægelsen at få maskeforbuddet erklæret ugyldigt. Men forgæves. Kort før midnat lokal tid gav dommerne regeringen medhold.
Den eksplosive udvikling var reaktion på et møde i regeringens eksekutivkomite fredag morgen med vedtagelsen af maskeforbuddet som en forebyggende foranstaltning.
Det er baseret på et dekret, der igen er baseret på en nødlov, der har eksisteret siden kolonitiden og senest har været brugt i forbindelse med uroligheder tilbage i 1967.
På en pressekonference oplyste Carrie Lam, at dekretet vil blive forelagt parlamentet, når det samles igen den 16. oktober.
Nødvendigt forbud
Hun betegnede forbuddet som nødvendig for at bekæmpe den vold, som hun konstaterede er spundet ud af kontrol gennem de seneste uger og måneder.
Rygterne var løbet i forvejen, og allerede inden beslutningen blev offentliggjort, samledes de første grupper af demonstranter i centrum. I taler og på plakater blev der lagt op til en ny weekend med flere konfrontationer – med eller uden maske. En af de mange anonyme talsmænd for demonstranterne sagde, at de ikke vil efterkomme maskeforbuddet, som de – uanset dets legale fundament – betragter som et overgreb mod deres rettigheder.
Carrie Lam fastslog, at anvendelsen af en nødlov ikke er det samme som, at Hongkong er erklæret i undtagelsestilstand.
»Men vi befinder os i en situation af omfattende og alvorlig offentlig fare,« som hun sagde. Hun erklærede, at målet med aktionen er at »sætte punktum for volden og genoprette ro og orden«, og fastslog samtidig, at dekretet er formuleret således, at det ikke omfatter borgere, der har legitime grunde til at bære maske eller have ansigtet tildækket.
»Det er vores pligt at redde det nuværende og det fremtidige Hongkong. I den proces må vi ikke være bange for at benytte tilgængelig lovgivning«, sagde Carrie Lam, som også konstaterede, at det drejer sig om fremtiden for landets unge.
Sideløbende med den eskalerende voldsbølge er antallet af unge studerende og skoleelever steget fra 25 pct. til 38 pct. af de arresterede. Det er unge, som ifølge Lam sætter både Hongkongs og deres egen fremtid på spil.
Hun understregede flere gange, at forbuddet kendes fra mange lande i den vestlige verden, og at hun og hendes regering ser forbuddet som en forebyggende foranstaltning, der skal dæmpe gemytterne. Det er en udbredt opfattelse, at de unge begår hærværk, fordi de er beskyttet mod genkendelse, og at forbuddet både vil virke afskrækkende og give politiet bedre redskaber til at slå ned på de værste voldsmænd.