Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance
Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance, skriver han på Facebook.
Den 42-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance.
Det skriver han på Facebook.
»Efter det store valgnederlag i juni har vi naturligt nok forsøgt at genopfinde partiet, men det er blevet tydeligt for mig, at vi ikke har været enige om en ny vej frem. Elastikken holdt ikke længere så at sige,« skriver han.
Ifølge den tidligere økonomi- og indenrigsminister ønsker han ikke en "fløjkrig" i partiet, og derfor vælger han at trække sig helt.
»Vi har ikke været enige i folketingsgruppen, og det er jo helt fair. Det er politik. Og derfor slutter mit medlemsskab af LA efter mere end 10 år her,« lyder det fra den nu tidligere LA'er.
Det er kun et døgn siden, at partiets tidligere politiske ordfører, Christina Egelund, meldte sig ud af partiet på grund af »politiske uenigheder« med den nye ledelse.
»For mig er det helt tydeligt, at Liberal Alliance ligesom mange andre partier er splittet mellem en national strømning på den ene side og en moderne, liberal strømning på den anden side. Jeg tilhører den sidste, og jeg oplever, at den strømning er under pres i LA. Det er, som om at partiet invaderes af en stigende konservatisme – og så hører jeg ikke længere hjemme der,« sagde Christina Egelund til DR.
Partiets nye politiske leder, Alex Vanopslagh, overtog i juni roret efter Anders Samuelsen, som trak sig efter partiets elendige folketingsvalg. Partiet gik fra 13 til 4 mandater.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille skriver i sit Facebook-opslag, at han ønskede for LA, at det skulle være et »moderne, positivt, liberalt parti, der fortsat kæmper for personlig og økonomisk frihed, men som tydeligere forstår værdien af forpligtende internationalt samarbejde«.
»At vi så at sige skulle være Jakob Ellemanns bedste ven, hver gang han måtte blive uenig med Inger Støjberg«.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille har en politisk fortid i Radikale Venstre, men i 2009 valgte han at stifte sit eget parti, Borgerligt Centrum.
Det nye parti havde dog et kort liv, og senere samme år stillede han op til folketingsvalget for Liberal Alliance. I sit Facebook-opslag skriver han ikke noget om, hvorvidt han vil fortsætte i Folketinget som løsgænger.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille fik 2.715 personlige stemmer ved det seneste folketingsvalg.

