Pernille Vermund vil have folkeafstemning om lempelse − Venstre blokerer
Ved hjælp af en særlig paragraf i grundloven, som ikke har været brugt siden 1963, vil Nye Borgerlige forsøge at bremse lempelser af udlændingepolitikken. DF støtter, men Venstre blokerer.
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er så utilfreds med regeringens planer om at hæve ydelserne til visse arbejdsløse indvandrerfamilier, at hun vil tage et drastisk middel i brug for at forsøge at forhindre loven i at træde i kraft.
Lørdag holder Nye Borgerlige årsmøde i Vejle, og her vil Pernille Vermund i sin tale til medlemmerne slå til lyd for at aktivere grundlovens særlige mulighed for at kræve et lovforslag til folkeafstemning.
Det drejer sig om regeringens kommende forslag om et midlertidigt børnetilskud, som især vil gå til familier med ikkevestlig baggrund. Forslaget gør det mere attraktivt at søge mod Danmark, mener Pernille Vermund:
»Vi står i en situation, hvor et stor flertal af Folketingets politikere gik til valg på at fastholde den nuværende udlændingepolitik. Inklusive Socialdemokratiet. Det løfte svigter de nu ved at gøre det stik modsatte af, hvad de lovede vælgerne. Nemlig lempe. Derfor er det helt rimeligt at lade danskerne komme til orde i en folkeafstemning,« siger hun.
Hvis vi begynder at skulle have folkeafstemninger, hver gang vi er uenige med regeringen, så nulstiller vi meningen med folkestyret.Mads Fuglede, udlændingeordfører (V)
Regeringen og dens støttepartier, Radikale, SF og Enhedslisten, indgik i september aftalen om at give en økonomisk håndsrækning til en række børnefamilier med arbejdsløse forældre. Tilskuddet er på 500-700 kr. pr. barn pr. måned og går til omkring 14.000 børnefamilier, hvor forældrene er på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse. Enlige forsørgere kan desuden få et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt.
Beskæftigelsesministeriet anslår, at 63 pct. af familierne er af ikkevestlig herkomst.
Kun benyttet én gang
Grundlovens paragraf 42 siger, at en tredjedel af Folketingets medlemmer (60 mandater) kan kræve en folkeafstemning om et netop vedtaget lovforslag. Hvis befolkningen stemmer nej, kan forslaget ikke blive til lov.
Bestemmelsen har kun været benyttet én gang. I 1963 krævede 71 folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative en folkeafstemning om fire jordlovsforslag fra SR-regeringen, der alle lagde op til forskellige indskrænkninger af rådigheden over fast ejendom.
Afstemningen blev gennemført, befolkningen vendte tommelfingeren nedad, og jordlovene blev forkastet i dén omgang.
DF støtter Vermund
Nu er paragraf 42 igen på spil. Dansk Folkeparti vil gerne skrive under på Pernille Vermunds underskriftsindsamling, bekræfter næstformand Søren Espersen. Dermed står 20 mandater bag kravet om en folkeafstemning.
»Hvis Nye Borgerlige kommer med en direkte opfordring, så vil vi helt sikkert støtte den. Også vel vidende at der desværre ikke er nok opbakning i Folketinget p.t.,« siger Søren Espersen.
Det har han ret i. DF og NB har nemlig brug for Venstre for at samle de 60 mandater. Og V siger nej:
»Hvis vi skal have folkeafstemninger, hver gang vi er uenige med regeringen, nulstiller vi meningen med folkestyret. Men jeg forstår – og deler Nye Borgerliges frustration. Ligesom Pernille Vermund er jeg overbevist om, at det er virkelig skidt for Danmark at sætte ydelserne op. Jeg mener bare ikke, at en folkeafstemning er kuren,« siger udlændingeordfører Mads Fuglede (V).
Men hvorfor ikke spørge danskerne, hvis højere ydelser er så skadelige, som I siger?
»Igen - jeg forstår hendes frustration, men jeg tror ikke, at hun har tænkt det her til ende. Hvis vi sætter gang i folkeafstemning, hver gang vi er uenige med regeringen − og det kommer vi til at være mange gange − så ødelægger vi det repræsentative demokrati,« siger han og opfordrer i stedet Nye Borgerlige til at bruge kræfterne på at påpege, hvor regeringens politik er »skadelig for Danmark«.
Heller ikke De Konservative vil være med.
»Vores holdning er, at regeringen skal stå til regnskab for sin udlændingepolitik ved næste folketingsvalg,« siger gruppeformand Mai Mercado (K).
Kollegernes afvisning skuffer Pernille Vermund.
»Det er det rene hykleri først at kritisere Socialdemokratiets plan og så ikke bruge muligheden for at forhindre den ved at lade danskerne komme til orde,« siger hun.
Risikerer danskerne ikke at skulle til folkeafstemning ustandseligt, hvis I begynder at bruge paragraf 42?
»Jeg synes egentlig ikke, der er noget problem i at spørge danskerne. Det er deres liv, Folketinget har magt over, så jo mere ansvar, man kan flytte ud til danskerne, jo bedre.«

