Politik

Wammen er klar til at drøfte højere tobakspriser

Finansministeren mener, at regeringen har fundet en fin balance ved at ville hæve cigaretprisen med ti kroner.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlægger regeringens finanslovsforslag på et pressemøde i finansministeriet. Foto: Jens Dresling


S-regeringen har ingen umiddelbare planer om at lade prisen for en pakke med 20 cigaretter stige mere end fra 40 til 50 kroner.

Men intet er udelukket, siger finansminister Nicolai Wammen (S) fredag i et samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

- Ønsker til yderligere stigninger i priser på cigaretter vil indgå på lige fod med andre ønsker i de samlede forhandlinger for finansloven for 2020.

- Jeg ser derfor frem til, at vi i Folketinget forhåbentlig kan bane vejen for, at færre begynder med at ryge, og at flere dropper cigaretterne, siger finansministeren.

Regeringen vil lade prisen for en cigaretpakke stige med fem kroner næste år og yderligere fem kroner i 2021. 

Både regeringens støttepartier, dele af oppositionen og fageksperter har kritiseret regeringen af samme årsag.

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti har indkaldt Nicolai Wammen og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i samrådet.

De Konservative har fremsat et beslutningsforslag, der har til formål at samle et flertal uden om regeringen for at hæve cigaretprisen til 60 kroner, hvis regeringen ikke selv gør det inden nytår.

Sundhedsordfører Per Larsen (K) undrer sig over, hvorfor regeringen ikke har lyttet til kritik fra eksperter på området. Herunder Kræftens Bekæmpelse, der vil have sat prisen op til 60 kroner og senere 90 kroner.

Nicolai Wammen afviser den kritik. 

- For regeringen er det vigtigt at finde et niveau, som har en sundhedseffekt, og vi vil gerne styrke indsatsen for, at unge mennesker ikke begynder at ryge. 

- Samtidig vender afgifter på tobak den tunge ende nedad, og det er velkendt, at det derfor også er vigtigt for regeringen, at vi ikke i urimelig grad belaster dem, som har mindst.

- Samtidig er vi selvfølgelig også opmærksomme på, at vi ikke skal ud i en situation med stor stigning i grænsehandlen og i det sorte marked for cigaretter, siger han. 

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, mener, at regeringen laver "taktisk spilfægteri" ved udelukkende at holde forhandlingerne om afgiftsstigningerne i regi af finanslovsforhandlingerne. 

Her deltager i øjeblikket kun regeringens tre støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten. 

Nicolai Wammen mener, at også Venstre under det sættemøde, hvor partiet var inviteret, har haft mulighed for at komme med sit bud på, hvordan cigaretpriserne skal se ud. 

- Det er ikke tale om et taktisk spil, det her er en vigtig sag, siger finansministeren. 

BRANCHENYT
Læs også