Fortsæt til indhold

Putins kritikere idømt kæmpebøder

Det er dyrt at demonstrere mod myndighederne i Rusland. Ljubov Sobol, som Jyllands-Posten portrætterede tirsdag, er netop idømt en bøde på 29 mio. rubler, godt 3 mio. kr.

Politiet smadrede døren til oppositionslederne Ljubov Sobol og Aleksej Navalnijs kontor, da det efter valget i september gennemførte razziaer mod politiske modstandere. Foto: Anne Hollande/Hans Lucas
Politik

PARIS

En russisk domstol har idømt lederne af protestbevægelsen i Moskva kraftige bøder.

Oppositionslederne Aleksej Navalnij og Ljubov Sobol, der hen over sommeren har stået bag de største protestaktioner i nyere tid i Moskva, skal hver betale bøder på godt 3 mio. kr.

Ved hjælp af dokumenter har vi bevist flere tilfælde af dysenteri. Men det er os, der skal betale.
Aleksej Navalnij på de sociale medier

En dommer ved en voldgiftsdomstol har fundet de to skyldige i bagvaskelse af et firma, der leverer mad til skolekantiner i Moskva, skriver Moscow Times.

Oppositionslederen Aleksej Navalnij har flere gange været fængslet på grund af sin modstand mod præsident Putin. Foto: Finn Frandsen

Navalnijs antikorruptions fond, der graver ned i selskabers regnskaber og dokumenter for at afsløre korruption, blev fundet skyldig i at skade cateringfirmaets omdømme og beordret til at slette en video, der kritiserer kvaliteten af maden.

»Ved hjælp af dokumenter har vi bevist flere tilfælde af dysenteri. Men det er os, der skal betale,« beklagede Navalnij på de sociale medier.

I alt uddelte dommeren bøder på 9,4 mio. kr. i sagen til oppositionslederne og deres allierede.

Hård kurs mod kritikere

Det er kun en i en stime af sager mod modstandere af Vladimir Putin siden sommerens protester, og som ifølge kritikerne er et forsøg fra myndighedernes side på at lukke munden på Putins fjender.

Få dage efter lokalvalget i september, hvor præsidentens parti gik væsentligt tilbage, gennemførte politiet razziaer mod en række af kritikernes adresser, heriblandt det kontor, hvor Navalnij og Sobol producerer deres videoer.

Den 32-årige Ljubov Sobol er hen over sommeren blevet ansigtet på protesterne mod Vladimir Putin. Foto: Anne Hollande/Hans Lucas

Alene bødernes usædvanlige størrelse vil uden tvivl skabe problemer for Navalnij og Sobol. Flere bankkonti med forbindelse til parret er i forvejen blevet lukket i en anden sag, hvor parrets fond er anklaget for at have hvidvasket 100 mio. kr.

Den hårde kurs mod modstanderne følger et mønster i Rusland. Forleden skiftede Putin den politisk moderate leder af sit eget rådgivende menneskeretsråd ud med hardlineren og tv-personen Valery Fadejev, der har haft en fremtrædende placering i Putins parti.

Efterhånden skal der ikke meget til, før hammeren falder. For godt en uge siden blev journalisten Fjodor Krasheninnikov anklaget for at fornærme regeringen. Han er angiveligt den første, der rammes af et nyt forbud mod regeringskritiske udtalelser.

På det sociale medie Telegram kritiserede journalisten en beslutning om at forlænge varetægtsfængslingen af en oppositionspolitiker med ordene: »Disse Putin-dommere er sådan nogle ludere.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Aleksej Navalnyj