Politik

Folketinget blev vildledt om CO2-regnestykke bag elkabel

Minister blev oplyst om sort effekt af Viking Link, men fortalte Folketinget, at der ikke var regnet på det.

Viking Link – et kabel mellem Danmark og Storbritannien – ventes at øge CO2-udledningen frem mod 2030, fordi billig, tysk kulkraft vil passere gennem forbindelsen og erstatte britisk naturgas. Kun 3-4 pct. af strømmen gennem ledningen vil komme fra Danmark, vurderer forskere på Aalborg Universitet. Foto: Thomas Borberg

Den tidligere energiminister var orienteret om et regnestykke, der viste, at CO2-udledningen vil stige som følge af Viking Link-forbindelsen. Det går stik imod, hvad Folketinget har fået oplyst, viser dokumenter, som Jyllands-Posten har fået udleveret.

Viking Link er et kabel mellem Danmark og Storbritannien, som skal forbindes med den nye højspændingslinje gennem Vestjylland. I april 2017 modtog ministeriet en mail om, at Energinet var kommet frem til, at »CO2-niveauet øges« med 2,5 mio. tons årligt pga. Viking Link. Det blev skrevet ind i et talepapir, som blev forelagt og godkendt af daværende energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Den 29. oktober 2017 gav han tilladelse til at etablere Viking Link, og dagen efter spurgte DR, hvordan det vil påvirke CO2-udledningen. Ministeriet og Energistyrelsen formulerede et svar om, at »der er ikke foretaget en samlet CO2-beregning«.

Folketinget spurgte om det samme, men ministeren svarede, at der ikke var regnet på det. Da CO2-regnestykket senere kom frem, understregede Lars Chr. Lilleholt, at »oplysningen hverken var tilgået ham eller ministeriet«. Men det var den.

Klimaminister Dan Jørgensen konstaterer, at Folketinget har fået svar, som er »ikke retvisende«.

»Jeg har indskærpet over for ministeriet, at jeg finder det kritisabelt,« skriver han.

Energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL), der stod bag spørgsmålene om Viking Link, kalder det »vildt, at vi ikke fik sandheden på et tidligere tidspunkt«:

»Vi har stået meget alene med vores kritik. Der kunne have været en større modstand mod projektet, hvis det her havde været fremme fra begyndelsen.«

Lars Chr. Lilleholt udtaler i en skriftlig kommentar, at »det er utilfredsstillende, at der ikke bliver givet korrekte oplysninger«:

»Jeg regner med, at ministeren nu gør alt, hvad han kan, for at det ikke sker igen.«

Under masterne

En 170 kilometer lang højspændingslinje skal etableres gennem Vestjylland med luftledninger, der skal hænge på over 400 master. Jyllands-Posten er rejst langs den foreslåede rute for at undersøge sagen og møde de mennesker, der påvirkes af milliardprojektet.
Læs mere på jp.dk/undermasterne

Viking Link står til at øge CO2-udledningen, fordi billigere, tysk kulkraft, som forurener mere, vil gå gennem ledningen og erstatte britisk naturgas. Kun 3-4 pct. af strømmen gennem kablet vil komme fra Danmark, vurderer forskere på Aalborg Universitet. Fra 2030 ventes Viking Link at bidrage til at reducere CO2-niveauet ifølge Energistyrelsen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også