Politik

I én time skød Trump med skarpt mod bl.a. »sick puppy Schick« og »crazy Nancy«

Donald Trump havde meget på dagsordenen, da han var igennem på Fox News for at give sit syn på aktuelle sager.

Udover opkaldet med Fox News brugte Donald Trump også en del af fredagen på et møde i Det Hvide Hus. Foto: Alex Wong/Getty Images/AFP Det var disse tre værter på Fox & Freinds, Steve Doocy (tv.), Ainsley Earhardt (midten) og Brian Kilmeade, som fredag interviewede Trump over telefonen. Det har de tre værter før gjort. Arkivfoto: AP/Richard Drew

I et næsten en time langt interview forsvarede Donald Trump sig fredag mod anklagerne bag en lurende rigsretssag.

Han fyrede i samme ombæring tilbage mod modstandere fra Demokraterne og vidner i de aktuelle rigsretshøringer - og gav dertil sin forklaring på, hvorfor Kina ikke har grebet ind med kinesisk militær i konflikten i Hongkong.

Interviewet blev givet til programmet Fox & Friends på Fox News, som er et af Trumps foretrukne amerikanske medier.

Den store dagsorden i interviewet var rigsretshøringerne i en sag, hvor Donald Trump bliver anklaget for at have forsøgt at presse Ukraine til at undersøge demokraten Joe Biden og hans søn Hunter for mulig korruption.

Trump beskyldes for at ville have "noget for noget" ved at have tilbageholdt penge til militærhjælp, indtil han fik sin vilje med en undersøgelse.

Det har han tidligere nægtet og gjorde det igen fredag, da han direkte blev spurgt: »Var der quid pro quo?«

»Nej,« lød det således fra præsidenten, der straks skød løs på demokraten Adam Schiff, som sidder i spidsen for retssudvalget, der gennemfører de aktuelle høringer.

»Adam Schiff er en syg hvalp. Schiff finder på det hele. Han er syg. Han opfandt hele telefonopkaldet (med Ukraines præsident Volodomir Zelenskij. red.), og så frigav jeg det selv.«

»De løj allesammen om mit opkald. Hvis jeg ikke selv havde offentliggjort det, havde jeg været i store problemer,« lød det fra Trump, som flere gange vendte tilbage til dele af rigsretshøringerne.

Han fandt ligeledes tid til at rubricere den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, som »skør«.

Trods Trumps egen vinkel om, at de offentliggjorte dele af opkaldet beviser hans udskyld, er det fortsat en meget kritiseret del af sagen fra hans modstanderes side.

Høringerne finder sted i regi af Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertallet. For nuværende tyder meget på, at man her ender med at stemme for en decideret rigsretssag imod Trump.

Hele processen har Trump og andre republikanere ofte brugt tid på at kritisere.

I fredagens interview fortalte han alligevel programmets tre værter, at han hilser en retssag velkommen. Her mener han nemlig, at han kan få bl.a. Adam Schiff og Hunter Biden afhørt.

Trump fandt også tid til at gå hårdt efter et vigtigt vidne i rigsretshøringerne: USA's forhenværende ambassadør i Ukraine, Marie Yovanovitch.

»Den ambassadør ville ikke hænge mit billede op på ambassaden. Det tog hende halvandet år. Hun ville ikke forsvare mig, og det er min ret at skifte hende ud. Hun er en Obama-person (udnævnt som ambassadør første gang under George Bush jr. red.), der ikke ville hænge mit billede op, og det skal man. Hun gjorde en masse ting, jeg ikke kan lide. Det kan vi snakke om en dag,« sagde Donald Trump.

Marie Yovanovitch har tidligere sagt at hun har følt sig truet af præsidentens angreb på hende.

Mod slutningen af interviewet nåede Trump også at runde de aktuelle forhandlinger med Kina om en handelsaftale. Den aftale er ifølge Trump tæt på at blive indgået.

Mens emnet var Kina, fortalte han ligeledes, at han selv mener, at han har spillet en stor rolle i, at kinesisk militær ikke har været direkte involveret imod aktuelle demonstrationer i Hongkong.

»Hvis det ikke havde været for mig, havde Hongkong været udslettet på 14 minutter. Han (Xi Jinping. red.) har en million soldater stående udenfor Hongkong, som kun lader være med at gå ind, fordi jeg har sagt: "Please, lad være at gøre det. Det vil have en kæmpe indflydelse på vores handelsaftale",« lød det fra Trump.

BRANCHENYT
Læs også