Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Banker: Usikkerheden er ikke væk efter valgsejr til Boris Johnson

Udfordringerne i forbindelse med brexit er først lige begyndt, lyder det fra to banker.

Brexit - britisk farvel til EU
Boris Johnson har straks efter valgsejren erklæret, at der er tid til at få brexit afsluttet. Foto: Oli SCARFF / AFP)

Usikkerheden om brexit er langtfra et overstået kapitel, efter at Boris Johnson og det konservative parti ved det britiske parlamentsvalg sikrede sig et absolut flertal og dermed kontrol over det britiske Underhus. Sådan lyder analysen fra Jyske Bank og Danske Bank.

Med den store valgsejr ser det nu ud til, at brexit med Boris Johnsons plan bliver gennemført senest den 31. januar 2020.

»Som vi har fremhævet flere gange, er det kun slutningen på begyndelsen af brexit. Johnsons aftale handler kun om at sikre et ordnet udtræden, og forhandlingerne om det fremtidige forhold er kun ved at begynde,« skriver Danske Bank i en kommentar.

Forhandlingerne kommer til at handle om det fremtidige handelsforhold mellem Storbritannien og EU, og ifølge Jyske Bank er tiden knap. Forude venter nemlig den såkaldte overgangsperiode, hvor forholdet mellem Storbritannien og EU fortsætter som hidtil. Bortset fra, at Storbritannien ikke har stemmeret i EU.

Overgangsperioden varer indtil udgangen af 2020, og Boris Johnson har mere end indikeret, at han ikke vil have overgangsperioden forlænget.

»11 måneder er alt for lidt til at få en omfattende handelsaftale på plads. Hvis en handelsaftale ikke er forhandlet på plads, når overgangsperioden udløber, venter i princippet et ”no-deal” Brexit, hvorefter samhandlen mellem Storbritannien og EU reguleres af WTO’s internationale regelsæt med både told og andre handelsrestriktioner på en række områder,« skriver Jyske Bank i en kommentar.

Da de britiske medier torsdag aften kunne offentliggøre en exit poll, der pegede på en storsejr til Boris Johnsen, reagerede investorerne ved at sende pundet højere op i kurs. Over for den danske krone nåede pundet meget tæt på 9 kr., og fredag morgen har stemningen på finansmarkederne ikke ændret sig i forhold til pundet. Nu er pundet over 9 kr.

Gennem hele brexit-forløbet har pundet fungeret som en slags temperaturmåling i forhold til udviklingen. Usikkerhed har f.eks. sendt pundet ned i værdi.

»Investorerne er glade, fordi det betyder noget klarhed på den korte bane. Vi er dog bange for, at man undervurderer, hvor komplicerede de kommende forhandlinger om det fremtidige forhold bliver. Derfor er der også en klar risiko for, at pundet skal svækkes igen til næste år, når bekymringen måske vender tilbage,« Skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også