Stoltenberg efter NATO-møde: Konflikt må nedtrappes
Iran må afstå fra yderligere vold og optrapning, siger Natos generalsekretær efter hastemøde.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger efter et hastemøde i alliancen, at konflikten i Mellemøsten må nedtrappes. Han siger, at Iran må afstå fra yderligere vold og optrapning, og han opfordrer til tilbageholdenhed hos alle parter.
Stoltenberg bekræfter, at Nato suspenderer sin træningsmission i Irak.
Han tilføjer, at missionen kan genoptages visse steder, når situationen tillader det.
– Vi suspenderer aktiviteterne nu på grund af sikkerhedssituationen i Irak, siger Stoltenberg, som understregede, at Nato-landene på mødet gav deres fulde støtte til alliancens kamp mod IS i Irak.
Han fastslår samtidig, at der i Nato er enighed om, at "Iran aldrig må få atomvåben".
Stoltenberg siger videre, at USA på Nato-mødet begrundede og forklarede, hvorfor det rettede et angreb mod den magtfulde iranske general Qassem Soleimani.
Qassem Soleimani blev den 3. januar dræbt ved et amerikansk droneangreb i Irak.
Nato-landenes ambassadører var mandag eftermiddag samlet til hasteindkaldt møde om krisen.

