Kina presser på i flere lande for bedre omtale
Jyllands-Posten afviser kinesisk krav om undskyldning for bladtegning. Også i Sverige har journalister og forskere mærket det kinesiske pres.
Kinas krav om en undskyldning for en tegning, som Jyllands-Posten har bragt, er udtryk for en ny stil i Kina med mere direkte indblanding, mener flere eksperter. De henviser til, at Danmark ikke er det eneste land, som har mærket den kinesiske fremgangsmåde.
»Vi har set det flere steder,« siger Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor på Forsvarsakademiet, og nævner bl.a. Sverige som et af de lande, hvor kineserne har forsøgt at irettesætte medier.
Hun henviser til, at fremfærden ofte skal læses ind i en kinesisk indenrigspolitisk vinkel, hvor man skal vise, at man kerer sig om landets omdømme.
Jyllands-Postens tegning forestiller et kinesisk flag, hvor stjernerne er udskiftet med symboler for coronavirus. Avisens ansvarshavende chefredaktør, Jacob Nybroe, har gjort det klart, at der ikke kommer en undskyldning fra Jyllands-Posten, og at hensigten ikke var at håne Kina.
En bevidst strategi
Kina har de seneste år ladet sine ambassader rundt i verden »spille mere med musklerne«.
Det er en »bevidst strategi«, lyder det fra Jørgen Delman, professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
»Kina vil i større grad opfattes som en stormagt,« siger Jørgen Delman og uddyber, at Kina ikke accepterer den markante Kina-kritik, der hersker uden for landets egne grænser.
Andreas Bøje Forsby er forsker på Nordisk Institut for Asienstudier og har fulgt dækningen af Kina i de danske medier i årevis. Han mener, at der på den kinesiske ambassade længe har været en frustration over, at danske medier er kritiske over for Kina.
»Nu er der så en sag, hvor Kina forventer sympati, men også her skal man stå model til kritik og latterliggørelse. I den forstand kan man sige, at bægeret er flydt over,« siger Andreas Bøje Forsby og understreger samtidig, at der i hans optik »i langt de fleste tilfælde er god grund til at dække Kina kritisk«.
Statsminister Mette Frederiksen har gjort det klart, at Danmark ikke alene har en stærk tradition for ytringsfrihed, men også for satiretegninger:
»Det kommer vi også til at have i fremtiden. Det er en velkendt dansk position,« fastslår hun.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra den kinesiske ambassade.

