Fortsæt til indhold

Trump hyldede økonomisk fremgang i tale til nationen

I sin årlige tale til nationen sætter Trump fokus på, at han har holdt, hvad han har lovet amerikanerne.

Politik
/ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, bruger ikke overraskende store dele af sin State of the Union-tale til at fremhæve sine sejre og promovere sin politik.

Til klapsalver fremhæver Trump natten til onsdag dansk tid, at den amerikanske økonomi har det godt, mens han i første del af talen ikke nævner rigsretssagen, som står til at blive afsluttet onsdag aften dansk tid.

- For tre år siden begyndte vi det store amerikanske comeback. I aften står jeg foran jer for at dele de fantastiske resultater med jer, siger Trump.

Præsidenten mener, at det går godt med økonomien, og at respekten omkring USA er genoprettet.

Han fortæller, at arbejdsløsheden på en række områder er historisk lav.

- Nationens tilstand er bedre end nogensinde før, siger han.

Lige bag Trump sidder Nancy Pelosi, den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus. Hun har fortalt, at hun ikke har talt med præsidenten siden oktober.

Da Trump ankom til talerstolen i Kongressen, rakte hun hånden ud til ham, hvilket præsidenten ignorerede eller ikke bemærkede.

Det kølige forhold mellem Trump og Demokraterne understreges i talen også af, at præsidenten langer ud efter tidligere tiders politik.

- Hvis vi ikke havde tilbagerullet tidligere administrationers fejlslagne økonomiske politikker, ville verden ikke være vidne til den her store økonomiske succes, siger Donald Trump.

State of the Union er en årlig tale, som USA's præsident holder for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Amerikansk politik
Nancy Pelosi