Politik

MF'ere melder pas: Kritik af udligning ikke vores bord

Utilfredse borgmestre får ikke megen hjælp fra de lokalvalgte S-folketingsmedlemmer i debatten om regeringens udligningsreform.

Regeringen vil omfordele mellem kommunerne med en bred aftale i Folketinget, men har ikke fremlagt beregningerne bag.  (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Mens flere S-borgmestre lægger pres på regeringen i spørgsmålet om et nyt udligningssystem mellem kommunerne, er der ikke den store hjælp at hente hos deres egne, lokale kandidater på Christiansborg.

Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer valgt i de områder, der står til at skulle betale mest til andre kommuner, vil nemlig slet ikke blande sig. Det er en sag mellem borgmestrene og regeringen, siger de:

»Vi har hver vores roller i dette,« siger stedfortrædende MF’er Dorthe Hindborg, der har opstillingskreds i Skanderborg-området, hvor kommunen står til at skulle betale 55 mio. kr. med det socialdemokratiske udspil.

»Man kan jo ikke være enig på tværs af niveauer, forstået på den måde, at der vil være nogle kommuner, der bliver ramt, selv om man ville ønske, at de ikke blev ramt. Det er jo typisk ens egen, man har det sådan med,« siger hun.

Regeringens udspil lægger i alt op til at omfordele over 20 mia. kr. om året mellem landets 98 kommuner. Det sker ud fra en række kriterier og principper, der bl.a. omfatter antallet af ældre og indvandrere i de enkelte kommuner samt kommunernes skattegrundlag og borgernes levetid.

Jeg sidder jo ikke i Folketinget for kun at repræsentere kommuner i min kreds.

Dorthe Hindborg, stedfortrædende MF’er (S)

Skanderborgs borgmester, Frands Fischer (S), har været en af de største kritikere af udspillet til udligningsreformen, som han har kaldt »uretfærdigt«, »tæt på uartigt«. Han mener ikke, at det hænger sammen set med skanderborgensiske øjne.

Ikke min rolle

Direkte adspurgt, om Dorthe Hindborg – som borgmesteren – gerne vil have et andet resultat for sin valgskreds’ kommune, svarer hun:

»Det forholder jeg mig ikke til. Det er ikke min rolle. Jeg sidder jo ikke i Folketinget for kun at repræsentere kommuner i min kreds. Jeg sidder der for at gøre, hvad der er bedst for Danmark.«

Det samme lyder fra folketingsmedlem Henrik Møller (S) valgt i Helsingør, der står til en regning på 22,6 mio. kr.:

»Selvfølgelig er det træls, men som en del af et regeringsparti står jeg selvfølgelig ved, at udgangspunktet er at prøve at lave en udligning, der tager udgangspunkt i, hvem der er velhavende, og hvem har det svært.«

Regeringens udspil vil bl.a. flytte omkring 1,4 mia. kr. årligt fra hovedstadsområdet til resten af landet. Samtidig skal kommuner, der har mange borgere med sociale problemer, have flere penge. Og en række »skævheder«, der ifølge regeringen har tilgodeset de velstående kommuner i særligt Nordsjælland, skal afskaffes.

Håber S-toppen lytter

Roskilde Kommune står til at skulle af med 45 mio. kr., mens nabokommunen Lejre skal af med 28,9 mio. kr. Mette Gjerskov (S), der er valgt i Roskilde-kredsen, har »ingen kommentarer« til, hvordan hun ser på sit partis udspil til en reform.

Folketingsmedlem Daniel Toft (S), der er opstillet i Favrskov og Hedensted-kredsene, mener, at det er »vigtigt at huske, at man er landspolitiker«:

»Og at der er mange rigtige bevægelser i det her udspil på landsplan.«

Kommunerne Favrskov og Hedensted står til at skulle betale hhv. 40,7 mio. kr. og 16, 8 mio. kr. som følge af udligningsudspillet. Begge kommuners S-borgmestre har været blandt udligningsdebattens fremmeste kritikere.

Daniel Toft håber, at regeringen ender med at lytte til kommunernes indvendinger:

»Nu kommer der en proces, hvor der kommer input fra både andre partier og de kommuner, som ikke synes, det her er landet helt perfekt. Og det, syntes jeg, man skal huske at lytte til.«

Borgmestrene i Favrskov og Hedensted forstår den knibe, udligningsdebatten sætter de lokale folketingsmedlemmer i:

»Selvfølgelig skal Daniel (Toft, red.) da gerne kæmpe for vores sag, men der er jo også en overordnet dagsorden, han skal tage sig af. Sandheden er jo nok, at de ikke har den store indflydelse lige på det her. Men andre folketingspolitikere kunne måske skubbe lidt på,« siger Favrskov-borgmester Nils Borring (S).​

Borgmesteren i Hedensted, Kasper Glyngø (S), »håber selvfølgelig« på, at alle - herunder lokale kandidater - vil tale kommunernes sag. Også han mener dog, at udligningsspørgsmålet ikke må blive en alle mod alle-kamp:

»Vi er jo alle sammen interesseret i at få lavet en god og fair udligningsmodel,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også