Fortsæt til indhold

Regeringen lover hjælp til coronaramte danske virksomheder

Regeringen er klar med hjælp til danske virksomheder, der lider tab som følge af coronavirus, siger statsminister Mette Frederiksen.

Politik

Statsminister Mette Frederiksen (S) lover nu, at regeringen er klar med økonomisk hjælp til coronaramte danske virksomheder.

De første tiltag kan komme allerede tirsdag, lød det mandag eftermiddag efter møder med arbejdsmarkedets parter.

»Vi håber at kunne præsentere noget i løbet af det næste døgn,« sagde Mette Frederiksen på et såkaldt door step-pressemøde i Statsministeriet.

Konkret peger statsministeren på, at regeringen overvejer kompensation i form af udskudt skatte- eller momsbetalinger til de brancher, der i første omgang står til at blive hårdest ramt. Det drejer sig ifølge regeringen især om turisme-, transport- og oplevelsesbranchen.

»Der er nogle virksomheder, der kommer i klemme økonomisk, så vi arbejder videre på en model, hvor nogen kan kompenseres. Jeg håber på bred politisk opbakning, og at Folketinget kan reagere hurtigt i denne situation,« siger statsministeren.

Eneste punkt på møderne med repræsentanter fra erhvervslivet og fagbevægelsen i Statsministeriet var, hvordan coronavirussen rammer dansk økonomi og arbejdsmarked.

»Det her kommer til at sætte sig hurtigere i dansk økonomi, end mange havde forventet,« lød det fra Mette Frederiksen.

Mandag kom antallet af bekræftede coronasmittede danskere op på 59 personer.

Mette Frederiksen understregede dog, at der ikke er grund til panik - men til alvor.

I Tyskland besluttede regeringen søndag efter et syv timer langt møde at hjælpe erhvervslivet med flere tiltag.

Den tyske regering øger investeringsrammen i 2021 til 2024 med 12,4 mia. euro og lemper adgangen til lønkompensation for virksomheder, der midlertidigt må standse arbejdet på grund af coronasmitte.

Samtidig udsendte den tyske regeringskoalition en erklæring om, at ingen tyske virksomheder skal gå konkurs, og at ingen arbejdspladser skal gå tabt på grund af coronavirussen.

Så langt vil Dansk Industri dog ikke bede den danske regering gå.

»Det er en ambitiøs garanti at give, men vi støtter den alvor, som ligger bag en sådan holdning, og det oplever vi sådan set også fra den danske regerings side,« siger direktør i Dansk Industri, Kent Damsgaard.

Han efterlyser afklaring af juraen og erstatningsmulighederne, når myndighederne opfordrer til - men ikke påbyder - aflysning eller udskydelse af alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere frem til udgangen af marts, sådan som det skete i fredags.

Netop den afklaring stillede statsministeren mandag danske arrangører i udsigt.

Samme juridiske usikkerhed hersker dog ifølge Kent Damsgaard også i spørgsmålet om, hvem der skal betale udgiften til løn, når virksomhederne nu på myndighedernes opfordring beder medarbejdere om - for en sikkerheds skyld - at blive hjemme i 14 dage, hvis de kommer hjem fra særligt coronaramte områder i udlandet.

Brancher som luftfart, transport og oplevelsesøkonomi har netop brug for målrettet hjælp, og men danske virksomheder generelt har ifølge DI også brug for hjælp til at sikre likviditet, fordi virksomhederne ikke kan levere på grund af manglende leverancer fra deres leverandører eller bliver presset af, at medarbejdere er hjemsendt eller i karantæne på grund af coronasmitte.

Artiklens emner
Statsministeriet
DI