Fortsæt til indhold

Greenpeace siger nej til lagring af CO2

Drop lagring af CO2, og halver i stedet antallet af køer og grise, lyder rådet fra Greenpeace.

Skal man begynde at opfange og lagre CO2 fra de store skorstene som her på kraftværket Amager Bakke ved København? Foto: Jens Hartmann Schmidt/Politiken
Politik

Modsat Klimarådet siger Greenpeace klart nej til idéen om at opfange og lagre CO2.

»Det er en dårlig idé. Der er også er problemer med at få opsamlingen og lagringen af CO2 til at fungere,« siger Tarjei Haaland, der udover at være klima- og energirådgiver hos Greenpeace også er den person, der oprindelig kom med idéen om et reduktionsmål på 70 pct. for Danmark i 2030.

Dels tror vi ikke, at der er opbakning i befolkningen til at lagre CO2 i undergrunden på land. Dels vil det fastholde brugen af biomasse længere end planlagt.
Tarjei Haaland, klima- og energirådgiver hos Greenpeace

»Vi er meget kritiske. Dels tror vi ikke, at der er opbakning i befolkningen til at lagre CO2 i undergrunden på land, ligesom der også er eksperter, der teknisk tvivler på hele idéen. Dels vil det fastholde brugen af biomasse længere end planlagt. Endelig lægger Klimarådet op til stort set at friholde landbruget i den kommende klimaindsats, hvilket efter vores mening er en dårlig idé,« lyder det videre.

Greenpeace ønsker at finde en væsentlig del af den planlagte reduktion i den danske udledning af CO2 ved gradvist at halvere antallet af køer og svin i Danmark. Det vil ifølge Greenpeace både give langt mindre udledning af drivhusgasser, fordi der er færre dyr, og frigøre arealer, der i stedet kan bruges til mere skov, græs og anden natur.

»På den måde vil vi få en reduktion på 8,1 mio. tons CO2 i Danmarks samlede udledning, hvilket er langt mere end de 4,5 mio. tons, som Klimarådet vil finde ved at opfange og lagre CO2,« siger Tarjei Haaland.

Hvis man skal bruge den særlige metode, er Aalborg Portland ifølge Greenpeace det mest oplagte sted.

»Men jeg har netop hørt et interview med deres bæredygtighedsansvarlige. Han nævnte slet ikke opfangning og lagring af CO2, men talte derimod om, hvordan de vil halvere deres udslip ved at producere grøn cement,« siger Tarjei Haaland.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Greenpeace
Klimarådet