Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er regeringens vigtigste tiltag mod coronavirus

Offentligt ansatte og studerende sendes hjem hurtigst muligt og senest fredag. Alle offentlige skoler og dagtilbud lukkes fra på mandag. Forsamlinger på mere end 100 mennesker frarådes for nu, og forbydes fra næste uge. Få overblik over regeringens tiltag for at inddæmme smitten af coronavirus i Danmark.

Corona rammer verden
Onsdag aften offentliggjorde regeringen nye tiltag for at inddæmme smitten af corona-virus. Sidst Mette Frederiksen indkaldte til pressemøde om corona var så sent som tirsdag formiddag. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen annoncerede onsdag aften en række nye tiltag, der skal bremse smitten af coronavirus, som de seneste dage har spredt sig til hundredvis af borgere i Danmark.

Her er nogle af de vigtigste

Skoler og dagtilbud lukker
Alle offentlige skoler og dagtilbud lukkes fra på mandag og to uger frem. Allerede fra i morgen opfordrer regeringen til, at børn holdes hjemme, hvis det kan lade sig gøre. Kommunerne får opgave at etablere »nødpasning« for børn vis forældre ikke kan blive hjemme fra arbejde.

Offentligt ansatte sendes hjem
Medarbejdere i det offentlige, der ikke varetager »kritiske funktioner« sendes hjem hurtigst muligt og senest fra fredag i foreløbigt to uger. Her skal de enten arbejde hjemmefra og hvis ikke det er muligt, sendes de hjem med løn. Personale i bl.a. sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren, politiet og kriminalforsorgen skal fortsat møde på arbejde.

Studerende og elever skal blive hjemme
Elever og studerende på alle landets offentlige ungdomsuddannelser- og videregående uddannelser sendes hjem fra og med torsdag morgen og senest fredag. Regeringen opfordrer private institutioner til også at sende deres elever og studerende hjem.

Opfordring til private arbejdsgivere: Send ansatte hjem
Alle arbejdsgivere i det private opfordres til, at flest mulige af deres medarbejdere arbejder hjemmefra eller alternativt afspadserer eller holder ferie. Samtidig lyder opfordringen at alle fysiske møder på private arbejdspladser aflyses, medmindre de er »absolut nødvendige«. Statsminister Mette Frederiksen slog fast, at målet med bl.a. at sende offentligt ansatte hjem er, at at den private sektor kan fortsætte med at fungere »bedst muligt«

Forbud mod forsamlinger på mere end 100 personer
Regeringen vil torsdag bede Folketinget om at godkende hastelovgivning, der kan muliggøre et egentligt forbud mod, at arrangører, forlystelser og restauranter forsamler flere end 100 personer indendørs.

Forbuddet skal træde i kraft i begyndelsen af næste uge, og indtil da opfordrer regeringen arrangører m.v. om at overholde grænsen på 100 personer frivilligt. Statsministeren opfordrede bl.a. natklubber og barer til at lukke henover den kommende weekend.

Krav om pladsbilletter med DSB
Allerede tirsdag fik den kollektive trafik underlagt begrænsninger, så passagerer i bl.a. bus og tog ikke står for tæt sammen. Nu indføres der nye restriktioner, der skal »begrænse og sprede« brugen af kollektiv trafik mest muligt. Et af initiativerne er et krav om pladsbillet, hvis du vil rejse med Intercitytog, lyntog og regionaltog med DSB. Kravet træder i kraft så snart, det er teknisk muligt.

Biblioteker og fritidsklubber lukker
Alle indendørs offentlige kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud og lignende lukkes hurtigst muligt og senest fredag. Lukningen fortsætter i to uger.

Public service-udbydere såsom nyhedsmedier er undtaget kravet, mens private institutioner som eksempelvis trossamfund og frivillige foreninger opfordres til også at lukke ned.

Begrænsninger på plejehjemsbesøg
Regeringen opfordrer sygehuse og plejehjem om at indføre »skærpede restriktioner« i forhold til at lade pårørende komme på besøg.

Overvejer sundhedstjek ved grænsen
Regeringen er i gang med at undersøge muligheden for at indføre »yderligere restriktioner« ved indrejse til Danmark. Et af initiativerne, der er i støbeskeen, er en mulighed for at indføre »tvungen helbredsundersøgelse« ved ankomst til landet. Desuden undersøges muligheden for at afvise udlændinge, der ankommer fra de områder i verden, som Udenrigsministeriet har kategoriseret som »røde« eller »orange«.

Disse farver indikerer, at Udenrigsministeriet enten fraråder alle rejser (rød) eller alle ikke-nødvendige rejser (orange) til områderne.

BRANCHENYT
Læs også