Nedlukning sætter overenskomstforhandlinger på pause
Forligsmand Jan Reckendorff sendte onsdag aften stridende overenskomstforhandlere hjem, fordi Forligsinstitutionen lukker i 14 dage ligesom store dele af den offentlige sektor
Stridighederne om løn og arbejdsvilkår og truslen om konflikt må vente de næste 14 dage, mens landet er ramt af corona-nedlukning.
Det besluttede forligsmand Jan Reckendorff onsdag aften kort efter statsminister Mette Frederiksens historiske beslutning om omfattende midlertidig nedlukning af landet for at bremse udbredelsen af coronasmitte.
Blandt andet byggeriet er ellers truet af konfliktvarsler, som træder i kraft søndag 15. marts, fordi det endnu ikke er lykkedes at blive enige om en ny overenskomst for de næste tre år.
Onsdag aften sad forhandlerne bænket i Forligsinstitutionen i København i et forsøg på at nå tættere på en løsning, da Jan Reckendorff sendte dem hjem med besked om, at Forligsinstitutionen er lukket de næste 14 dage.
Dermed bliver der ikke nye forhandlinger før om 14 dage.