Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kommuner laver jobbanker for at sikre sig mod sygemeldinger

Coronasituationen kan give mangel på vigtigt personale. Derfor opretter flere kommuner jobbanker.

Corona rammer verden

Lige nu er flere kommunalt ansatte sendt hjem for at arbejde. Men de kan blive kaldt på arbejde igen og måske i et helt andet job, end de plejer.

I hvert fald forbereder en række af landets kommuner sig på at blande kortene på en ny måde, hvis mange af deres ansatte bliver syge under coronakrisen.

Det skriver DR.

Flere af kommunerne har oprettet en såkaldt jobbank. En af dem er Randers Kommune, der er ved at lave en jobbank for sine medarbejdere.

Det gør kommunen for at sikre sig, at den ikke kommer til at mangle folk med vigtige kompetencer i den nærmeste fremtid. Det siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

- I princippet kan vi komme til at mangle kompetencer på rigtigt mange områder.

- I første omgang har vi valgt at fokusere på medarbejdere indenfor omsorg- og ældreområdet. Det er typisk husassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, fysioterapeuter, ernæringsassistenter og så videre, siger han til DR.

Jobbanken i Randers Kommune skal fungere som en slags personalebuffer, hvis sundhedssektoren bliver presset.

Men lige nu og her kan de nuværende medarbejdere håndtere situationen.

- Lige nu er det ikke kritisk i forhold til de opgaver, vi skal løse. Det skal borgerne ikke være nervøse for. Vi kan godt se, at sygefraværet stiger lidt, men det er ikke kritisk, siger Jesper Kaas Schmidt.

Kommunernes tiltag følger, efter at der i fredags blev lavet en fælleserklæring fra Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet, der repræsenterer 565.000 ansatte i landets kommuner og regioner.

I fælleserklæringen var der enighed om, at der i den ekstraordinære situation kan blive behov for, at medarbejdere kan blive anvist til opgaver, som de ellers ikke normalt udfører.

Meldingen var den samme, da der i tirsdags blev lavet en fælleserklæring mellem KL og Forhandlingsfællesskabet på det regionale område.

Også her lød det, at medarbejdere kan komme til at prøve kræfter med nye ting på grund af situationen.

BRANCHENYT
Læs også