Serier

Regeringen forlænger nedlukningen af Danmark

Som følge af coronakrisen forlænger regeringen nedlukningen af Danmark frem til og med den 13. april, siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag eftermiddag.

Corona rammer verden
Statsminister Mette Frederiksen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Store dele af det danske samfund kan se frem til at være lukket ned flere uger frem som følge af coronakrisen.

Statsminister Mette Frederiksen har mandag eftermiddag meddelt på et pressemøde i Statsministeriet, at nedlukningen af Danmark fortsætter til og med 2. påskedag.

»De tiltag, som vi i dag kender og lever med, vil blive forlænget frem til og med den 13. april,« siger Mette Frederiksen.

Dermed fortsætter nedlukningen af skoler, daginstitutioner, offentlige arbejdspladser, restauranter, cafeer og frisører, mens flere tusinde danskere samtidig kan se frem til at skulle arbejde hjemmefra tre uger endnu.

Danmark har reelt været lukket ned, siden Mette Frederiksen i forrige uge lukkede landets skoler og sendte de offentligt ansatte hjem, ligesom privatansatte blev opfordret til at arbejde hjemmefra.

Nedlukningen af samfundet har allerede kostet dansk erhvervsliv dyrt, og regeringen har været nødsaget til at lancere en række milliardstore hjælpepakker i et forsøg på at holde hånden under de danske virksomheder og økonomien.

Foreløbig er 254 personer indlagt med coronavirus i Danmark - herunder 55 personer på intensiv. 24 er døde som følge af virussen.

Læs også
Top job