Onsdag kan virksomheder søge om lønkompensation: »I dette buldrende coronamørke er det et meget stort lysglimt«
Erhvervsstyrelsen forventer at åbne for ansøgninger om lønkompensation onsdag. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard mener, at antallet af fyringer havde været markant højere uden ordningen.
»I dette buldrende coronamørke er det et meget stort lysglimt, at virksomheder melder offentligt ud, at de vil bruge lønkompensation.«
Sådan lød det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på et pressemøde i Københavns Lufthavn tirsdag morgen, hvor han opfordrede virksomheder og medarbejdere i hele landet om at gå i dialog for at undgå fyringer.
Opfordringen kommer efter en uge, hvor 22.800 personer meldte sig ledige, hvilket er fire gange så højt som normalt.
Det var netop for at undgå massefyringer under coronakrisen, at regeringen og arbejdsmarkedets parter forrige søndag annoncerede en trepartsaftale. Aftalen betyder, at virksomheder kan sende medarbejdere hjem med fuld løn med støtte fra staten på op til 23.000 kroner per måned for funktionærer og 26.000 kr. per måned for ikke-funktionærer.
En af de virksomheder, der vil benytte ordningen, er Københavns Lufthavn, der sender 1500 medarbejdere hjem med statsstøtte, og direktør Thomas Woldbye roste regeringen og Folketinget for ordningen, som er blevet justeret, siden den annonceret.
For eksempel er den blevet gjort mere fleksibel.
»I vores tilfælde betyder aftalen om lønkompensation, at vi i meget højere grad kan komme igennem krisen uden at afskedige et stort antal medarbejdere,« sagde Thomas Woldbye, som dog ikke ville give nogen garantier for, at medarbejderne kan beholde deres job i sidste ende, hvis krisen trækker ud.
Peter Hummelgaard fremhævede desuden Bestseller og SAS for, at de vil benytte ordningen til at sende et stort antal medarbejdere hjem med løn, og han sagde, at han ikke var i tvivl om, at antallet af fyringer havde været markant større, hvis der ikke havde været en ordning om lønkompensation.
En undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder har vist, at 43 procent forventer at gøre brug af ordningen. Ikke desto mindre efterlyste organisationens direktør, Brian Mikkelsen, mandag, at støtten i ordningen bliver forhøjet.
Det skete, efter at regeringen besluttede at forlænge den delvise nedlukning af samfundet frem til og med den 13. april.
En række organisationer har samtidig opfordret regeringen til at få åbnet de forskellige hjælpeordninger hurtigst muligt.
Det er Erhvervsstyrelsen, der skal behandle ansøgninger om lønkompensation fra virksomhederne. Styrelsen forventer at åbne for ansøgningerne onsdag den 25. marts 2020.
Du kan læse mere om ordningen her.