Fortsæt til indhold

Her er Bidens hovedbudskab mod Trump i den kommende valgkamp

Den demokratiske præsidentkandidat vil fokusere på Trumps indsats i coronakrisen.

Politik

Det demokratiske præsidenthåb Joe Biden er gået til angreb mod Donald Trump - og budskabet, der skal få vælgerne over på hans side, er, at præsidenten har ledet landet mangelfuldt under coronakrisen. Det skriver CNN.

Ifølge Bidens kampagnemateriale var Trump ansvarlig for, at USA var dårligt forberedt på den potentielt dødelige epidemi. Og desuden krævede den republikanske præsident ikke tilstrækkelig transparens fra Kina, efter udbruddet begyndte.

»Den ubehagelige sandhed er, at Trump efterlod USA åben og sårbar over for epidemien. Desuden ignorerede han sundhedseksperternes advarsler og stolede i stedet på Kinas ledere,« udtaler Joe Biden.

Bidens angreb på Trump kommer som reaktion på udtalelser fra den republikanske lejr om, at Biden »igennem fire årtier har udvist svaghed overfor Kina. Og at det amerikanske folk ikke vil glemme det.«

Trumps stab har desuden stillet spørgsmål ved Bidens søn Hunter Biden og dennes forretninger i Kina.

Den demokratiske senator Sherrod Brown fra Ohio er heller ikke imponeret over præsidentens strategi.

»Vi kender efterhånden Trumps måde at agere på. At forsøge at aflede fokus på hvad der rent faktisk er sket. Men det amerikanske folk har gennemskuet ham,« siger Sherrod Brown.

Begge politiske lejre i USA er i disse uger ved at hælder millioner i dollars i reklamer, der skal forsøge at få vælgerne til at vælge deres side i kampen om præsidentembedet.

Vælgerne skal til stemmeboksene tirsdag 3. november.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.