Hvor tit vasker du hænder? Professor bag målinger kan ikke svare på sit eget spørgsmål
Eksperter siger nu, at det er et tyndt, usikkert og bekymrende grundlag, som bl.a. blev lagt til grund for beslutningen om at holde caféer, restauranter, efterskoler og højskoler lukkede. Bag den fortsatte nedlukning gemmer sig målinger og spørgsmål om, hvor ofte folk har vasket eller sprittet hænder. Men manden bag spørgsmålet kan ikke selv besvare det med sikkerhed. Han tror, det nok var otte gange.
Det var en af weekendens store historier, og den begyndte med et tweet.
Lørdag morgen skrev professor Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet med store bogstaver på det sociale medie Twitter:
»DANSKERNE SLÆKKER PÅ ADFÆRDEN.«
Siden coronakrisens begyndelse har han stået i spidsen for et projekt, som bruger meningsmålinger til at følge, om danskerne vasker hænder, undgår store forsamlinger og generelt har ændret adfærd for at undgå at sprede smitte. Michael Bang Petersen kunne i sin undersøgelse registrere en nedadgående tendens i regelefterlevelsen. Eller som han skrev på Twitter:
»Der sker en langsom udhuling af compliance.«
I dag rejser spørgsmålet sig, hvad man egentlig kan og bør bruge målingerne til.
Sikkert er det, at de allerede er blev inddraget i de politiske forhandlinger, der fandt sted i sidste uge, hvor partilederne på Christiansborg skulle afgøre, hvilke ekstra dele af Danmark der skulle genåbne. For at give et beslutningsgrundlag at stå på havde Statens Serum Institut lavet beregninger med matematiske modeller, der kan anskueliggøre, hvor meget en bestemt åbning ventes at påvirke smittespredningen. Tallene viste, at både restauranter, caféer, efterskoler, højskoler og eksamenssøgende klasser kunne lukke dørene op, uden at sygehusene ville knække sammen.
Men den faglige direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, sagde alligevel nej til sidst. I et notat til politikerne skrev han, at han frygtede »mulig overoptimisme« og risikoen for »superspredning«, når mange samles, og han understregede, at regnemodellerne er behæftet med usikkerhed og bl.a. ikke tager højde for, at »der kan have sket betydelige ændringer i befolkningens adfærd over påsken«:
»Dette understøttes af Epinion-måling over befolkningens selvvurderede adfærd over tid,« noterede Kåre Mølbak.
Hvis det er vores beslutningsgrundlag, så er vi ikke godt stillet.Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet
Epinion er det analyseinstitut, som løbende spørger ca. 500 danskere om deres adfærd og leverer data til Michael Bang Petersens projekt. Tre spørgsmål er helt centrale og ligger bag konklusionen om, at danskerne slækker:
- I hvilken grad føler du, at den nuværende situation med coronavirussen har fået dig til at ændre adfærd for at undgå at sprede smitte?
- Hvor mange gange vil du anslå, at du vaskede dine hænder eller brugte håndsprit i går?
- Var du i et lokale med mere end 10 mennesker i går?
På alle tre parametre pegede udviklingen i den forkerte retning hen over påsken, lød det fra Michael Bang Petersen.
»Det virker, som om der kommer en metaltræthed i befolkningen, og langsomt slækker man grebet,« sagde han lørdag til nyhedsbureauet Ritzau i en artikel, som mange medier bragte.
Målingerne viste f.eks. den 25. marts – præcis to uger efter den store nedlukning – at 90 pct. af de adspurgte selv vurderede at have ændret adfærd for at undgå smittespredning. 73 pct. angav, at de vaskede eller afsprittede hænder mindst 10 gange om dagen. 89 pct. svarede, at de ikke havde været i et lokale med flere end 10 personer.
Påskedag den 12. april var tallene faldet med henholdsvis 6, 10 og 4 procentpoint.
Michael Bang Petersen aflæste to tendenser over tid: Efter nedlukningen skærpede danskerne disciplinen markant, det toppede omkring den 23.-25. marts, og fra det toppunkt så han hen over påsken en langsomt faldende tendens, som blev beregnet til at være statistisk signifikant.
Her kunne historien foreløbigt være sluttet. Danskerne slækkede grebet ifølge målinger, som Mølbak brugte til at understøtte sin anbefaling, som politikerne ikke turde andet end at følge, og derfor måtte meget forblive lukket med store økonomiske konsekvenser til følge. Alene restriktionerne for restauranter, caféer og barer vurderes ifølge Finansministeriet at påvirke ca. 141.000 beskæftigede og koste 2,5 pct. af bnp.
Men flere forskere advarer nu mod at drage hårde konklusioner på baggrund af målingerne om danskernes adfærd.
»Hvis det er vores beslutningsgrundlag, så er vi ikke godt stillet,« siger Kasper Møller Hansen, professor og forsker i vælgeradfærd på Københavns Universitet.
Bekymrende beslutningsgrundlag
En af målingens store svagheder er ifølge Kasper Møller Hansen, at deltagerne spørges, om de har ændret adfærd i »den nuværende situation« – uden at det står klart, om den ændring skal sættes i forhold til ens adfærd for en uge siden, en måned siden eller tiden før coronakrisen.
»Når folk spørges, om de har ændret adfærd, er det så fra i går til i dag? Eller fra tidspunktet, hvor Mette Frederiksen lukkede ned og til i dag? Det er et meget usikkert mål, som bliver mere og mere usikkert, jo længere vi kommer hen,« siger han.
Også spørgsmålet om håndvask vil efterhånden miste sin værdi, vurderer Kasper Møller Hansen.
»For det første opfanger målingen ikke den faktiske adfærd, men kun den adfærd, der rapporteres ind. For det andet bliver det hurtigt en vane at vaske og spritte, og så bliver det sværere at afrapportere. Det taler imod at drage en skarp konklusion om, at vi slækker på disciplinen,« siger Kasper Møller Hansen og tænker sig om:
»Jeg kan faktisk ikke selv huske, hvor meget jeg har sprittet af i weekenden«.
Det virker som en overfortolkning at sige, at disciplinen er faldende.Olivier Rubin, professor ved Roskilde Universitet
Han kalder det »bekymrende«, at genåbningen af Danmark til dels baserer sig på så tyndt et grundlag, som ikke engang er blevet peer reviewed, altså vurderet og kontrolleret af andre forskere.
»Konklusionen om, at danskerne slækker på den, kunne lige så godt være, at vi holder skansen. Hvad folk tilfældigvis har svaret en påskedag, er alt for usikkert til at lægge til grund for så afgørende beslutninger. Tænk på, hvor mange penge samfundet taber, hvis vi ikke gør det rigtige. Hvis regeringen virkelig vil bruge denne type adfærdsdata, bør den samle en taskforce, der håndterer det,« siger Kasper Møller Hansen.
Olivier Rubin, professor ved Roskilde Universitet, vurderer også, at målingerne udgør »et meget tyndt« fundament til at træffe politiske beslutninger. Han bemærker, at den statistiske usikkerhed er så stor, at resultaterne lige så godt kan tolkes derhen, at danskerne i begyndelsen af krisen ændrede adfærd i stor stil – og siden da har holdt sig på »nogenlunde samme niveau«.
»Det virker som en overfortolkning at sige, at disciplinen er faldende. En fortolkning kunne lige så godt være, at adfærden er overraskende stabil, selv om der nu er blevet åbnet mere op,« siger Olivier Rubin.
Biostatistiker: Man skal passe på
Da politikerne blev frarådet at genåbne restauranter, caféer, efterskoler, højskoler og foreningslivet, skete det på baggrund af målinger, der strakte sig frem til påskedag den 12. april. Erik Thorlund Parner, professor og forsker i biostatistik ved Aarhus Universitet, bemærker, at »det kan diskuteres, om der er evidens for et fald« i netop det beslutningsgrundlag.
Siden er der kommet nye data for den 16. april, hvor de adspurgtes adfærd er på samme niveau som påskedag. Med de nyeste data kan det ifølge Erik Thorlund Parner godt tyde på, at der statistisk er belæg for at sige, at disciplinen slækkes – men det er ikke meget, vurderer han:
»Når du har store datamængder, så kan selv meget små og ikke særligt betydelige forskelle ende med at være statistisk signifikante. Men man skal passe på ikke at hænge en konklusion for meget op på det. Umiddelbart vil jeg ikke vurdere, at der er tale om et stort fald her.«
Jens Olav Dahlgaard, adjunkt og adfærdsforsker ved Copenhagen Business School, konstaterer, at den negative tendens, som målingerne registrerer, er »rimelig svag«, og at danskerne fortsat holder en disciplin på et meget højt niveau:
»Det er lige tidligt nok at sige, at der med sikkerhed er en metaltræthed i befolkningen. Jeg kunne godt tænke mig at se en måned mere, før man konkluderer noget med sikkerhed – men det er naturligvis tid, man ikke nødvendigvis har, når der skal træffes beslutninger her og nu.«
Jeg ved ikke, om det er godt grundlag eller ej. Jeg vil sige, at det er de data, vi har.Michael Bang Petersen, professor og leder af Hope-projektet ved Aarhus Universitet
Partier kræver svar
Statsminister Mette Frederiksen har indkaldt partilederne til møde torsdag om næste fase i genåbningen af Danmark. Her vil Venstre tage sagen op, siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).
»Vi tillagde det notat stor betydning, for det var jo det, der var en stopklods for alt. Det er fuldstændig afgørende, at vi kan stole på, at data bag statsministerens beslutninger er solide,« siger hun.
K-formand Søren Pape Poulsen udtaler i en skriftlig kommentar, at »det er dybt bekymrende, hvis vi ikke kan stole på de oplysninger, som ligger til grund for vores beslutninger«:
»Det her må regeringen få klarlagt, inden vi igen skal til forhandlingsbordet.«
LA’s politiske leder, Alex Vanopslagh, efterlyser også mere åbenhed fra regeringen.
»Det vil betyde, at vi måske kan træffe bedre beslutninger – og heller ikke behøver at være så forsigtige,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.
Ved ikke, om det er et godt grundlag
Michael Bang Petersen medgiver, at hans undersøgelse – ligesom alle andre meningsmålinger – skal læses med forbehold.
»Men hvad skal man ellers gøre? Vi er interesserede i oplysninger om en adfærd, som er privat, og som skal indhentes på en etisk forsvarlig måde. Det er svært at gøre på andre måder end at spørge folk selv og håbe på det bedste.«
Kunne man ud fra jeres data ikke lige så vel konkludere, at danskerne oppede sig meget i starten og siden har holdt nogenlunde samme stabile niveau?
»Det vil ikke være den helt rigtige læsning at sige, at det er stabilt. Men du har ret i, at man kan anlægge en glasset-er-halv-fuldt eller glasset-er-halvt-tomt-perspektiv. Den mere positive udlægning er, at det netop er en langsomt faldende trend. Det er ikke noget med, at danskerne har givet op eller smidt tøjlerne. Niveauet er stadig højt. Det er bare lavere, end da det var helt oppe under loftet. Begge perspektiver er vigtige.«
Forskere mener, at spørgsmålet om adfærd er upræcist. Der spørges, om folk har ændret adfærd i den nuværende situation, men ikke ift. hvornår. Hvad siger du til det?
»Hvis vi skulle formulere spørgsmålet i dag, ville vi have den her diskussion, om man skulle spørge til en bestemt tidsperiode. Men fortiden fanger nogle gange. Nu kan vi ikke rigtig ændre spørgsmålet, for så kan vi ikke bruge det til at følge udviklingen over tid.«
Der er også en anke om, at folk ikke nødvendigvis ved, hvor mange gange de har vasket hænder. Hvad siger du til det?
»Det er helt rigtigt, at survey-spørgsmål har det problem, at de måler ikke den direkte adfærd. Men standarden inden for survey-forskning (spørgeskemaundersøgelser, red.) er, at du skal spørge til specifikke og nylige perioder. På den måde lever vi op til standarderne for gode spørgsmål, når vi spørger til i går.«
Men det gør I jo netop ikke i jeres første spørgsmål om adfærd?
»Det ville som sagt være relevant at diskutere det igen.«
Hvorfor siger du ikke bare, at det burde I have gjort?
»Vi havde faktisk diskussionen i gruppen i går. Men vi tænkte: ”Arh, det er ikke så slemt alligevel”. Men jeg anerkender til fulde, at det er relevante bemærkninger.«
Ved du, hvor meget du selv vaskede og afsprittede i går?
»Nej, det er ikke nemt. Men vi ved fra survey-forskning, at når folk svarer, så er det baseret på en fornemmelse, og den fornemmelse har oftest en sammenhæng med den faktiske adfærd. Men det er rigtigt, at det at granske sin hukommelse er en kompleks psykologisk proces, som er underlagt alle mulige typer af hukommelsesbias.«
Kan du huske, hvor meget du gjorde det?
»Jeg tror, jeg vil være oppe på … nu skal jeg rent faktisk tænke … det vil nok være otte gange, men jeg kan ikke huske det superpræcist. Point taken.«
Illustrerer det ikke problemet?
»Du har helt ret. Hvis jeg skulle svare på det, ville jeg sige otte. Pointen er, at vi formoder – og i al survey-forskning formoder man – at der er en sammenhæng mellem de svar, der popper op i ens hoved, og det, der rent faktisk foregik.«
I har et spørgsmål om lokaler med mere end 10 personer. Når folk begynder at gå på arbejde igen, kan vi så ikke forvente, at det vil stige, og det vil på jeres figurer se ud, som om vi ikke efterlever reglerne?
»Det er rigtigt, og det er vigtigt at sige. Vi er egentlig ikke interesserede i, om folk efterlever reglerne specifikt, men om de engagerer sig i adfærd, der kan skabe smittespredning.«
I taler jo netop om regelefterlevelse og siger, at folk slækker?
»Tingene hænger sammen, men du har ret i, at på sigt kan man godt begynde at være i lokaler med 10 personer uden nødvendigvis at bryde reglerne. Det skal vi klart være opmærksomme på.«
Synes du selv, at det her er et godt nok grundlag til at vurdere, hvornår større dele af Danmark kan genåbne?
»Jeg ved ikke, om det er godt grundlag eller ej. Jeg vil sige, at det er de data, vi har. Det stiller vi gerne til rådighed. Om det er godt eller dårligt ift. de større beslutninger, tør jeg slet ikke udtale mig om. Det virker ikke, som om der er så meget andet data. Set fra et optimalt perspektiv vil jeg mene, at sundhedsmyndighederne burde indsamle det her selv og have gjort det systematisk fra starten af. Det har jeg også skrevet på Twitter meget tidligt i processen. Jeg synes, at man burde nedsætte en adfærdsenhed, der trackede de her ting.«
Det bliver brugt som beslutningsgrundlag. Lige nu er der virksomheder, der holder lukket, fordi en seruminstitutdirektør har stillet sig oven på jeres undersøgelse og sagt, at de kan ikke åbne. Hvad tænker du om det?
»Det er et svært dilemma. Alternativet ville være, at vi ikke delte data. Jeg ville helst være åget foruden, men jeg kan ikke se, hvordan jeg kan stå med data og fraholde den information fra offentligheden. Hvad myndighederne præcist bruger det til, vil jeg nødig stå på mål for.«
Synes du selv, at det er et godt nok grundlag at træffe beslutninger på?
»Lad mig sige det sådan, at jeg er meget glad for, at det ikke er mig, der skal træffe de beslutninger. Jeg mener, at lidt data er bedre end ingen data, når man skal træffe beslutninger. Om det er nok data, er jeg glad for, at jeg ikke selv skal forholde mig til.«
Direktør: Det er det, vi har
Det har ikke været muligt at få et interview med Kåre Mølbak, men til Politiken udtalte han i weekenden, at »de forskellige opinionsundersøgelser har gjort indtryk på mig«.
»Når man kigger på opinionsundersøgelser og andre data på danskernes adfærd, er der desværre noget, der tyder på, at vi ikke længere opfører os så pænt, som vi gjorde i starten af nedlukningen. Derfor bekymrer det mig rigtig meget at skulle åbne sådan nogle steder (caféer og restauranter, red.).«
Da avisen spørgende konstaterede, at den slags undersøgelser ikke nødvendigvis er vanvittigt dybe, svarede Kåre Mølbak:
»Det er rigtigt, men det er det, vi har. Plus det, vi ser. Også der, hvor jeg selv bor, kan jeg jo se, at folk begynder at være mere afslappede.«





