Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Oppositionen kræver klarhed om danskernes sommerferie

Udenrigsministeriets rejsevejledning gælder kun til den 10. maj, men tusindvis af danskere står foran snart at skulle betale eller bestille sommerferien – med risiko for økonomisk tab.

Corona rammer verden
Erhvervsminister Simon Kollerup opfordrer forbrugere og virksomheder til at være tålmodige. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I de kommende uger skal tusindvis af danskere tage stilling til, om de overhovedet vil på den sommerferie i udlandet, som de bestilte måske længe inden coronaudbruddet.

Nu skal ferien betales, men Forsikringsoplysningen opfordrer til at se sig godt for, da selskaberne tolker afbestilling vidt forskelligt.

Andre skal have bestilt ferien, men hvor kan man overhovedet tage hen?

Og skal de danske sommerhusudlejere, som har 20 mio. overnatninger årligt og højsæson for ikke mindst tyske gæster over sommeren, imødese stribevis af annulleringer?

Regeringen skylder både forbrugerne, rejseselskaberne og sommerhusejerne klarhed, lyder det fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

»Vi har et helt land i vildrede, og der skal komme en udmelding rimelig hurtigt, så folk har noget at forholde sig til,« siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF).

Det centrale er Udenrigsministeriets rejsevejledning og grænselukningen, som lige nu kun strækker sig til den 10. maj.

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V) kræver erhvervsministeren på banen.

»Jeg forstår til fulde, at der stadig er stor usikkerhed om mange ting, men der er brug for at få skabt klarhed over, hvordan man er stillet som forbruger og som branche,« siger han.

Erhvervsminister Simon Kollerup opfordrer forbrugere og virksomheder til at have tålmodighed, da situationen efter den 10. maj afhænger af sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

»Vi har taget en række initiativer for, at forbrugerne kan få godtgørelse og er meget optaget af det fortsat. Derfor har vi også lavet en hjælpepakke, der sikrer forbrugerne. For selvfølgelig skal man kunne få en form for kompensation, hvis en rejse er blevet aflyst på grund af coronakrisen,« siger han.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har anbefalet EU-borgerne at planlægge ferie i eget land, men de danske sundhedsmyndigheder har ikke givet ferieanbefalinger.

To af landets førende viruseksperter, professor Hans Jørgen Kolmos fra Syddansk Universitet og professor Jan Pravsgaard Christsensen, Københavns Universitet, anbefaler dog danskerne at blive hjemme.

»Jeg ville holde en dejlig ferie i Danmark i år,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

BRANCHENYT
Læs også