Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen vil renovere almene boliger for 30 milliarder kroner

Dansk økonomi skal kickstartes med hjælp fra grønne milliardinvesteringer, som skal forbedre og energirenovere den almene sektor.

Corona rammer verden
Statsminister Mette Frederiksen holdt sin 1. maj-tale live på Facebook fra et temmelig tomt Arbejdermuseet i København. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der skal sættes skub i en stor og bæredygtig modernisering af den almene sektor, som samtidig kan skubbe økonomien i gang efter coronakrisen.

Det mener statsminister Mette Frederiksen, som i sin 1. maj-tale siger, at regeringen foreslår at afsætte 30 mia. kr. til at renovere den almene sektor.

»I stedet for bare at gøre, som vi plejer, har vi denne gang muligheden for et grønt sporskifte. Vi skal ikke bare kickstarte økonomien. Vi skal også kickstarte klimakampen. Det starter vi på i dag,« sagde Mette Frederiksen i talen, som blev holdt ved Socialdemokratiets virtuelle 1. maj-arrangement på Arbejdermuseet i København og sendt direkte på Facebook.

Corona-virussen har forsinket vores arbejde. Men kun forsinket. Ikke aflyst. Uretfærdighederne er ikke blevet mindre.

Statsminister Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale

Ifølge Frederiksen skal der sættes gang i en »ekstraordinær indsats allerede i år«.

»Det betyder, at vi kan forbedre lejernes boliger. Gøre noget ved skimmelsvamp og utidssvarende boliger. Det er godt for lejerne. Samtidig kan vi energirenovere. Udskifte oliefyr. Det gavner klimaet. Og de byggeprojekter, der dermed sættes i gang, skaber arbejdspladser, og de gavner beskæftigelsen,« sagde hun.

Hun kom ikke ind på, hvordan kickstarten skal finansieres, eller hvordan pengene konkret skal udmøntes.

På et pressemøde uddyber boligminister Kaare Dybvad, at pengene kommer fra Landsbyggefronden og skal udmøntes frem mod 2026.

I alt vil 72.000 boliger, som i øjeblikket står på venteliste, kunne blive renoveret.

»Det er den største grønne investering i den almene boligsektor nogensinde,« siger Dybvad.

Der bliver forhandlinger med Folketingets partier i næste uge.

Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet og finansieret af almene boligorganisationer. Dens formål er at støtte og udvikle alment boligbyggeri gennem forskellige tilskuds- og låneordninger.

Arne er ikke glemt

Ud over boligpakken, var det altoverskyggende tema i Mette Frederiksens 1. maj-tale coronakrisen, håndteringen af den og ikke mindst danskernes sammenhold i denne helt usædvanlige tid.

»Jeg føler med alle familier, der har mistet. Firmaer, der er gået konkurs. Jer, der ikke længere har et arbejde.«

Også Socialdemokratiets store valgløfte om en ret til tidligere pension for nedslidte blev nævnt. Her er det regeringens »ambition«, at en ny ret til tidlig pension bliver forhandlet og vedtaget i år, sagde hun.

»Corona-virussen har forsinket en del af det politiske arbejde. Faktisk rigtig meget. Men den har kun forsinket det. Ikke aflyst. Uretfærdighederne er ikke blevet mindre. Det gælder for Arne. Det gælder for tusindvis af andre gode danske lønmodtagere.«

BRANCHENYT
Læs også