Twitter markerer for første gang Trump-opslag som vildledende
Twitter har indtil nu holdt sig tilbage fra at gøre noget ved Trumps opslag, men nu markerer techgiganten et opslag som vildledende.
Det sociale medie Twitter har for første gang markeret et opslag fra USA’s præsident, Donald Trump, som vildledende.
Det fremgår af præsidentens Twitter-side natten til onsdag dansk tid.
Trumps opslag fra 26. maj påstår, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.
- Der er ingen chance (ingen!) for, at brevstemmer vil føre til noget andet end gennemgribende svindel, står der i Trumps opslag.
- Postkasser vil blive røvet, stemmesedler vil blive forfalsket og endda ulovligt udprintet og underskrevet med falske underskrifter.
Under opslaget har Twitter sat et udråbstegn og en blå tekst, hvor man opfordres til at få ”fakta om brevstemmer”.
Den henviser til en ny tekst, hvor der står, at præsidenten ”fejlagtigt påstår, at brevstemmer vil føre til valgsvindel”, og at faktatjekkere og flere store medier har tilbagevist hans påstand.
- Eksperter mener, at brevstemmer meget sjældent er forbundet med valgsvindel, skriver Twitter.
Hidtil har Twitter holdt sig tilbage fra at gøre noget ved fornærmelser eller anklager fra Trump, der har kunnet tilbagevises.
Men dette opslag er blevet markeret på baggrund af en nyligt udvidet politik på området.
- For at understøtte den offentlige debat er vores mål at gøre det let at finde troværdig information på Twitter og at begrænse spredningen af potentielt skadeligt og vildledende indhold, siger to Twitter-ledere ifølge nyhedsbureauet AFP om ændringen.
Ifølge Reuters er ”undertrykkelse af vælgere” forbudt i Twitters retningslinjer. Men selskabet afviser, at Trumps tweet skulle falde ind under den kategori.
Det er Trump imidlertid uenig i. Han skriver på det sociale medie, at det er en ”indgriben i ytringsfriheden”, som han ikke vil tillade.
- Twitter blander sig nu i præsidentvalgkampen 2020, skriver han.
Spørgsmålet om brevstemmer ved præsidentvalget til november 2020 er blevet mere og mere aktuelt. Valgdatoen rykker fortsat nærmere, og coronavirus raser endnu verden over.
Trumps tweet kommer, efter at Californiens guvernør, Gavin Newsom, tidligere på måneden underskrev en bekendtgørelse om at udvide brugen af brevstemmer på grund af coronakrisen.
- I dag bliver vi den første delstat i landet, der imødegår Covid-19-pandemien ved at sende en stemmeseddel til alle registrerede vælgere, står der i den demokratiske guvernørs bekendtgørelse fra 8. maj ifølge Business Insider.
Bekendtgørelsen har mødt stor modstand fra republikanere, som har indgivet et søgsmål for at få den annulleret og kaldt den et ”uforskammet forsøg på magttilranelse”.
Trump skyder i lighed med sine partifæller også efter Californien i sit nye tweet.
- Californiens guvernør sender stemmesedler ud til millioner, og enhver der bor i staten, uanset hvem de er, eller hvordan de kom dertil, vil få én, skriver Trump.
Også den påstand imødegår Twitter.
- Faktisk vil kun registrerede vælgere modtage brevstemmer, konstateres det.

