Serier

Udenrigsministeriet til danskerne: Vi har sagt det meget klart - bliv hjemme fra Sverige

Udenrigsministeriets Borgerservice understreger igen, at man bør holde sig hjemme i 14 dage, hvis man har været i udlandet.

Corona rammer verden
Det kan være fristende for nogle danskere at tage over Øresund til Sverige, medgiver Udenrigsministeriets Borgerservice. Men al unødig rejseaktivitet frarådes altså fortsat. Foto: Andreas Merrald/Ritzau Scanpix

Selv om det ikke vides, om de fem gymnasieelever fra Roskilde, der fik konstateret covid-19 efter en fælles ferie i Sverige, rent faktisk er blevet smittet i Sverige, har sagen sat fokus på én ting: De danskere, som tager til Sverige uden at gå i den anbefalede 14 dages karantæne efter hjemkomst.

Sagen får nu Udenrigsministeriet til at understrege, at man stadig fraråder al unødvendig rejseaktivitet ud af Danmark.

»Jeg synes faktisk, vi har været meget klare. Vi har i to en halv måned sagt til danskerne, at de skal blive hjemme. Vi har frarådet alle rejser til hele verden, dermed også Sverige, og vi har også sagt, at kommer man hjem fra udlandet, skal man tage 14 dage hjemme,« siger direktøren i Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, til TV 2 og tilføjer, at han er med på, at »der er nogle, der synes, at broen og den frie adgang til Sverige har været meget fristende«.

Sagen om de fem smittede gymnasieelever fra Roskilde Katedralskole får i de kommende uger konsekvenser for alle 1.g-elever på skolen. I en besked på skolens hjemmeside oplyser rektor Claus Nielsen, at al fysisk undervisning i 1.g er aflyst til og med fredag den 12. juni for at undgå smittespredning.

»I samme periode opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed kraftigt alle elever i 1.g, deres pårørende og ansatte på skolen, der var på arbejde den 28. maj, til at udvise skærpet opmærksomhed i forhold til symptomer,« skriver rektoren med henvisning til, at eleverne tog tilbage i klasseværelset efter kristihimmelfartsferien og altså ikke gik i 14 dages karantæne.

Dermed kan de have smittet både klassekammerater og andre på skolen.

»Ovenstående er samtidig en påmindelse til os alle om, at coronakrisen langt fra er overstået. Der er fortsat grund til at udvise den største forsigtighed,« lyder beskeden fra rektoren til elever og forældre.

Gymnasieeleverne fra Roskilde er ikke de eneste, som i de seneste uger har taget turen over Øresund på trods af myndighedernes anbefalinger.

I handelsstandsforeningen Malmö City har direktør Pia Sandin oplyst til Jyllands-Posten, at strømmen af danskere er taget til, efter at være dykket i marts og april. Man forventer, at antallet af danskere vil stige i løbet af de næste måneder.

Og på Clarion Hotel & Congress Malmö Live, der råder over 444 værelser, fortæller Jens Lyckman, at belægningen i weekenderne er oppe på 40 pct. Heraf ca. halvdelen danskere.

Den 15. juni åbner Danmark sine grænser til Tyskland, Norge og Island. Det frarådes fortsat almindelige ferierejsende danskere at rejse til Sverige efter denne dato. Regeringen er dog åben for en dialog med svenskerne om mulighederne for en grænseåbning i Øresundsregionen, meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 29. maj.

»Danmark og Sverige står forskellige steder, hvad angår corona, og det betyder selvfølgelig noget for, hvad vi kan beslutte omkring grænsen. Men vi har fra den danske regerings side et stærkt ønske om at finde en løsning med vores svenske naboer. Det kan for eksempel være en regional løsning med et særligt fokus på Øresundsregionen,« sagde Mette Frederiksen.

BRANCHENYT
Læs også